Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

U16P videre i Elitecuppen

Tom Kristensen, udgivet d. 12. januar, 2016

U-16 Pige Elitecup;  Silkeborg/Voel KFUM – Skanderborg Håndbold 24-35 (11-17)

Det var et skadesplaget hold, der mødte op i Jysk Arena i Silkeborg til Elite Cup kampen mod Silkeborg/Voel. Sarah Kaiser, som endelig var kommet tilbage efter flere skader, heraf sidst et brækket kraveben, var så uheldig at brække kravebenet endnu en gang til træning, så hun er atter ude i en længere periode. Derudover sad både Stinna og Sarah R ude med småskader. I dagens anledning var Kathrine Lind fra U14-pigerne derfor kommet med til kamp, og selv om hun selv mente tempoet var lidt højt, gjorde hun god figur og kom også på scoringslisten.

Men tilbage til kampen, som på intet tidspunkt var tæt, på trods af at Skanderborgs forsvar i perioder sejlede. Silkeborg straffede også Skanderborg, når der ikke blev løbet hjem, og havde det ikke været for Anna i målet, kunne det havde set skidt ud. Heldigvis var også Emma i topform fra kampstart, og hun udnyttede de mange store huller i modstandernes forsvar på bedste vis.

Træner Ronni Boy sagde efter kampen: ”Det er rigtig dejligt at vinde kampen og komme videre til kvartfinalerne, men vi viste ikke prangende forsvarsspil i dag. Til gengæld var det fedt at se, at vores fløje begyndte at køre mand-mand og på den måde bliver endnu farligere. Nu glæder vi os til at se, hvem vi skal møde i næste kamp i Elite Cuppen, hvor der kun er gode hold tilbage”.

Målscorere: Emma Thatt 10, Sofie Sletskov 6, Josefine Thorsted 4, Signe Meldgaard 4, Kathrine Lind 3, Mathilde Schou 3, Majken Hedegaard 2 og Maria Schmidt 2

 

Website Security Test