Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Skanderborg – Skive

Webredaktør, udgivet d. 16. december, 2015

Skanderborg Håndbold – Skive fH 27-26 (16-16)

Når Skanderborg og Skive krydser klinger, så er det næsten ligeså forudsigeligt som at nye Rittersport smagsvarianter er kvadratiske og at de konservative taber mandater til folketingsvalgene – de kampe er bare altid tætte !

Igen i dag blev opgøret mellem de 2 klubber en vanvittig affære, hvor ingen formåede at skabe en afgørelse før absolut sidste sekund.

Rasmus Kaagaard 16_12_20152 x 16 håndboldspillere stod på det elektroniske holdkort til kampstart og de gav hinanden en herre fight af dimensioner. Der stod meget på spil for begge klubber, og det var tydeligt at lunten var kort hos begge holds trænere på sidelinjen. Kampens 2 dommere og observatør var i konstant dialog kampen igennem og de mange tilskuere i Cigaræsken gjorde også deres til at skabe en vanvittig intens stemning. Det blev en kamp med alt for mange udvisninger, som også kom til at gøre kampen så ujævn som den blev. Skanderborg kom klart bedst ud til kampen, hvor Andreas Væver var tilbage fra start og gjorde en fin figur de 15 minutter han var bevilget af sundhedsstaben i dag. Efter 10 minutter kom det længe ventede comeback til Jonas Langerhuus og efter 13 minutter kunne han for første gang i et år kyle en harpiks befængt bold i kassen, til vild jubel for hovedparten af dagens tilskuere. Hans enlige mål til 9-4 og en efterfølgende udvisning til Martin Mauer Larsen, blev desværre startskuddet til et comeback til Skive. Yderligere 2 grønne udvisninger udnyttede de blå Skive spillere flot til at reducere til 11-10 efter 22 minutter. Vi fik igen lavet et lille hul til 13-10, men igen kom Skive godt tilbage og en hektisk slutfase endte i uafgjort 16-16 ved pausen. Et uhørt højt antal mål i en kamp mellem de 2 hold, hvor scoren sjældent når meget over 40 mål i alt.

SKH-Skive01Efter pausen kom Skanderborg igen bedst ud af starthullerne. Fra stillingen 19-18 holdt Skanderborg defensiven og Kristoffer Laursen Skive fra at score i hele 14 minutter, men omvendt formåede Skanderborg ikke at udnytte de mange scoringsløse minutter til at afgøre kampen endeligt. 24-19 stod der på tavlen efter 46 minutter og vi holdt en stabil føring frem til det 52 minut, hvor Martin Mauer Larsen igen måtte ud til afkøling i 2 minutter. Igen var Skive kyniske i overtals spillet og en yderligere udvisning til Besard Hakaj med 4 minutter tilbage af kampen, var ved at koste os både point og sejr. Skive fik udlignet til 26-26 med godt 3 minutter tilbage af kampen, men Besard Hakaj fik sat et mål ind med under 1 minut tilbage på uret, og så var der for alvor gang i Cigaræsken. Timeouts og eder og forbandelser røg på kryds og tværs igennem hallen, og det hele endte i en afslutning fra Michael Hugger Pedersen i sidste sekund. Kristoffer diskede op med en ægte TV redning og begge point var dermed sikret til 8660 Skanderborg.

SKH-Skive03En kamp hvor Skanderborg havde flere muligheder for at lukke og slukke før tid, uden at det skulle blive spændende til slut, men hvor vi ikke var dygtige nok til at slå afgørende til. Hele 11 udvisninger gjorde selvfølgeligt at det blev en yderst ujævn affære og det var også medvirkende til at kampen blev så rodet som tilfældet var.

Tim Rittersport Sørensen scorede for anden kamp i træk hele 12 gange og tog selvføleligt igen overskrifterne, men også Rasmus Kaagaard bør nævnes for en rigtig flot kamp i dag. Der var også flere andre gode præstationer, men lad os i dag lade de 2 stå som de mest lysende Gunmen.

2 gode point på kontoen, i en kamp hvor vi må være ærlige at sige at vi også skulle have 2 point for at bibeholde en realistisk tro på den 8. plads som vi alle drømmer så tungt om. En kamp der også vil blive husket for comeback til Jonas Langerhuus og de første minutter på banen til Andreas Nielsen i forsvaret.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Tim Sørensen 12, Mikkel Kaagaard 3, Rasmus Kaagaard 3, Andreas Væver 2, Morten Kirk Olesen 2, Besard Hakaj 2, Martin Mauer Larsen 1, Jonas Langerhuus 1, Kasper Foder Nielsen 1.

Målscorer Skive fH:

Nickolei Jensen 8, Andreas Toudahl 6, Dennis Albæk 6, Per Ryberg 2, Mads Øris Nielsen 2, Michael Pedersen 1, Patrick Sanggaard 1.

Website Security Test