Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Skive – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 28. november, 2015

Skive fH – Skanderborg Håndbold 20-19 (12-11)

Temaet før Skive opgøret var fra Nicolej Krickaus side bedre angrebsspil, og den seneste uges træning havde givet forhåbninger om at vi kunne få hævet niveauet på den offensive del, efter en række knap så gode angrebskampe. Den forhåbning var forgæves, for vi dumpede i den grad på den offensive del og med kun 19 scoringer måtte vi se os besejret af rækkens bundhold med 20-19.

Hele 8 minutter og 46 sekunder skulle der gå inden vi sat den første bold i mål i Skive rusen ved Martin Mauer Larsen. Hjemmeholdet havde dog ikke nævneværdigt mere gang i deres angreb, og derfor blev det kampen igennem en helt lige forestilling. Skive var i teeten før pausen, men kunne kun hive sig til pause foran med et enkelt mål på 12-11.

Skive har haft en del skader igennem den første halvdel af sæsonen, men var til dagens opgør i vel stærkeste opstilling, med Andreas Toudahl tilbage i startopstillingen. Andreas Væver var også tilbage for Skanderborg efter 4 ugers pause, og spillede godt 20 minutter i dagens kamp.

Efter 35 minutter bragte Skive sig på 15-13, og holdt så en scoringspause på hele 15 minutter. Skanderborg scorede 5 mål i den periode, og det lignede at der kunne komme point med hjem, foran 18-15 med 10 minutter igen. 2 håbløse fejl på under 1 minut bragte Skive op på 17-18, men kort tid efter gjorde Rasmus Kaagaard det til 17-19, med 9 minutter igen. Det skulle vise sig at blive det sidste Skanderborg mål i Skive hallen lørdag aften, og den fatale offensive indsats udnyttede hjemmeholdet til at lave kampens sidste 3 mål, og kunne dermed sætte 2 point yderligere på kontoen. Det betød samtidigt at Skive overlod sidstepladsen til Ribe-Esbjerg, der nu ligger på den direkte nedrykningsplads.

Skanderborg skal hjem og kigge sig i spejlet de kommende dage. Kristoffer Laursen leverede nærmest mirakler i det grønne mål, men det hjælper jo ikke noget i herre ligaen hvis ikke vi kan omsætte flere end 20 angreb i mål i den anden ende. 19 mål mod herre ligaens dårligste defensiv er et godt stykke fra godkendt.

Heldigvis er der kun 3 dage til næste opgør – i Århus på tirsdag kl. 20.30.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Mikkel Kaagaard 5, Rasmus Kaagaard 4, Martin Mauer Larsen 3, Tim Sørensen 2, Morten Kirk Olesen 2, Andreas Væver 1, Kasper Foder Nielsen 1, Besard Hakaj 1.

Målscorer Skive fH:

Mads Øris 6, Nickolei Jensen 4, Michael Pedersen 3, Dennis Albæk 2, Søren Trads 2, Patrick Sanggaard 1, Søren Henneberg 1, Per Ryberg 1.

Website Security Test