Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Mammut-sejr over Hadsten

Webredaktør, udgivet d. 1. november, 2015

Referat 1. division damer, Skanderborg Håndbold – Hadsten SK 27-13 (15-6)

Hvem skulle nu have troet det? Ikke bare en sejr, men en mammut-stor sejr blev det til lørdag i Morten Børup Hallen over Hadsten, som Skanderborgpigerne i flere år har spillet meget tætte kampe med. I de seneste to år har Skanderborg blot vundet en enkelt af de fire spillede kampe mod Hadsten, der har vundet to, mens én endte uafgjort.

Hadsten har for øjeblikket en række centrale spillere på skadeslisten, men har alligevel spillet flot de seneste fire kampe, så der skulle gås til stålet i Skanderborglejren, hvis sejren skulle i hus. Og det blev der, så de mange heppende tilskuere fik noget for pengene.Freja Bossen 15/16

Forsvaret stod endnu engang som en mur, og først efter otte minutter fik Hadsten scoret sit første mål, og kun seks mål blev det til i hele første halvleg. Skanderborgs målmand Freja Bossen reddede igen og igen, og flere skud greb hun simpelt hen ud – og så tog hun i øvrigt også lige to straffekast mod slutningen af kampen.

– Det blev en god kamp – med en disciplineret og begavet defensiv. Vi var skarpe på at overholde vores aftaler i forsvaret i forhold til modstanderne, og når det sker, står vores målmænd godt, og det betyder alt for os, siger Skanderborgs træner, Mikkel Voigt Frederiksen.

– Angrebsmæssigt løste vi det også fint, fik bolden holdt i bevægelse og flyttet den de rigtige steder hen – og så var vi farlige på alle positioner og fik gang i vores egen kontra. Mod slutningen fik Hadsten dog et par nemme mål, som de måske ikke skulle have haft, siger træneren, der også denne gang fik glæde af Skanderborgs store bredde og brugte alle sine spillere, hvoraf ikke mindre end 11 kom på måltavlen.1. div. damer 15/16

– De gjorde det alle godt, og bredden styrker vores træningsmiljø, så vi er godt tilfredse lige nu, siger han.

På lørdag 7. november drager Skanderborg til topmøde i København, hvor Ajax København tager imod.

Skanderborg fører stadig 1. division, men Ajax ligger lige efter, på andenpladsen, også med 14 point for 7 kampe, men med en my dårligere målscore.

– Vi tager én kamp af gangen, og kampen på lørdag er en kamp som alle andre. Der er to point på højkant…. Men pigerne ser naturligvis frem til at spille mod et tophold i 1. division, som er klar oprykningsfavorit til ligaen. Ajax har mange spillere med meget rutine og ligaerfaring, så det bliver sjovt, og vi glæder os helt vildt. Og naturligvis spiller vi 110 procent for at vinde, understreger Mikkel Voigt.

 

Skanderborgs målscorere: Janne Brøndum 4, Mia Møller 4, Nicoline Berthelsen 3, Laura Damgaard 3, Celine Holst 2, Mette Lassen 2, Cecilie Vester 2, Amalie Grøn 2, Amalie Wichmann 2, Melanie Fuglsbjerg 1, Marie Aamand 1, Othilia Christensen 1

Website Security Test