Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Skanderborg – Nordsjælland 26-23

Webredaktør, udgivet d. 5. oktober, 2015

Skanderborg Håndbold – Nordsjælland Håndbold 26-23 (12-12)

Der er udbrudt håndboldfeber i Skanderborg. Liga Herre og 1. divisions damer ligger begge på en delt 1. plads i deres række efter dagens kamp, og cigaræsken var fyldt og udsolgt på en helt almindelig mandag, som ellers aldrig har været hjemmekampsdag i postnummer 8660 tidligere.

Rasmus Kaagaard 05_10_2015Sæsonens point nummer 8 og 9 kom i hus mod oprykkerne fra Nordsjælland Håndbold. En kamp der blev lige så tæt, hård og uskøn som man kunne både forvente og frygte. Den mentale omstilling efter den flotte sejr over BSV for blot 4 dage siden, til pludseligt at kunne se sig selv som favorit på Danske Spil, havde givet træner teamet lidt panderynker i weekenden. De panderynker skulle dog hurtigt vise sig at være uden grund. Godt nok var spillet meget langt fra den kvalitet vi så mod BSV, men spillernes indstilling fejlede bestemt ikke noget. Det var ikke kønt, det medgiver vi gerne, men det var effektivt nok til at hive yderligere 2 point op af revnerne af Cigaræskens gamle trægulv.

Det blev en kamp mellem 2 hold med fart i benene. Alle kontra muligheder blev forsøgt, og ofte endte det med også at gå en kende for hurtigt i begge retninger. Igen var Tim Sørensen helt ustyrlig i den grønne trøje, og han satte igen Skanderborg i gang med en række scoringer i starten af kampen. Hele 6 gange nåede den lille Rittersport at sætte bolden ind bag gæsternes målmand alene i 1. halvleg.

Skanderborg kom foran 8-6 efter 16 minutter og lignede et hold med momentum, men en dobbelt udvisning bragte omgående balance i regnskabet. Herefter gik scoringerne helt i stå, og først da Skanderborg igen kom i undertal efter 22 minutter, kom der gang i målfesten igen. Igen var det gæsterne der var dygtige og effektive i deres overtalsspil, og igen vandt Nordsjælland overtallet med 2-0, og var dermed foran 10-8. Skanderborg svarede dog godt igen inden pausen, hvor alt igen var lige ved 12-12.

Tim Sørensen 140915-05Efter pausen var det gæsternes tur til at indkassere udvisningerne. 3-0 stod der i Skanderborgs favør før pausen, men gæsterne fik udlignet den konto i løbet af de første 21 minutter af 2. halvleg. Det første overtal benyttede Skanderborg til at vinde 2-0 og dermed sikre sig en lille føring på 2-3 mål, som det skulle vise sig holdt hele kampen ud. Afslutningen blev tæt og dramatisk, men Nordsjælland kom aldrig tættere på end at være bagud med 1 mål, og hele Cigaræsken kunne juble over en 3 måls sejr da dommerne fløjtede for sidste gang.

Nordsjælland skal bestemt have kredit for dagens kamp. De kæmpede til sidste blodsdråbe, og ligner bestemt et hold der kan bide sig fast i Herre Ligaen igen.

9 point er i hus efter de første 7 kampe, en skærende kontrast til sidste års mareridts skadeshelvede, som kun gav 10 point hele sæsonen. Spillerne nyder den flotte start, trænerne nyder det, og så skal man da lige love for at tilskuerne i Cigaræsken også nyder det i fulde drag. Magen til stemning og fest skal man vist til Rio under karneval for at finde magen til.

Håndboldfeberen raser i Skanderborg, og lad den bare blive ved med det i lang tid endnu…..

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Tim Sørensen 8, Rasmus Kaagaard 4, Kasper Foder Nielsen 3, Jonas Corneliussen 3, Morten Kirk Olesen 3, Besard Hakaj 2, Andreas Væver 1, Jacob Aaquist 1, Martin Mauer Larsen 1.

Målscorer Nordsjælland Håndbold:

Cornelius Kragh 6, Nichlas Poulsen 5, Mikkel Juul Andersen 4, Morten Thrane 3, Dan Beck Hansen 2, Lasse Uth 1, Jonas Løkken 1, Oliver Roepstorff 1.

Udvisninger: Skanderborg 4, Nordsjælland 3.

Tilskuere: Udsolgt

Website Security Test