Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

1. div. damer bødekassefest

Webredaktør, udgivet d. 11. maj, 2015

Bødekassefesten er en af de dage, man som seniorspiller virkelig ser frem til. Det er den sociale kulmination på en sæson, der har budt på sportslige op- og nedture, hårdt slid, nye holdkammerater, der blev nære venner, og øjeblikke, der har fået en til at græde af grin. Her lægges al seriøsitet på hylden, og dagen står i stedet i legens og gøglets tegn. I hvert fald i den udstrækning det er muligt for en flok konkurrencemindede elitesportsudøvere.Rrømø 1a

Lørdag den 9. maj kl. 9.30, et sted på Rømø, startede sådan en bødekassefest for Skanderborgs 1. divisionshåndbolddamer. De fire på forhånd inddelte hold, Lilla, Orange, Pink og Guld, mødte op til en overdådig brunch kreeret af vores egen Anja Sørensen, som meget generøst havde påtaget sig hvervet at lave den fantastiske mad, vi fik dagen igennem. Ved ankomst var hvert hold iklædt deres flotteste kostumer i henhold til holdets farve. Der troppede derfor både amerikanske indsatte i orange fangedragter, sorte superhelte med lilla kappe og maske, 80’er-fitnesspiger med pink T-shirt, benvarmere og svedbånd og hårde, bling-bling typer med guldhår og gyldne trøjer op.Rrømø 1
Efter at have indtaget den lækre brunch blev de første kåringer uddelt. Kåringer, som minder en om den forgangne sæson og den rolle, de forskellige spillere har udfyldt igennem sæsonen.

Herefter var arrangeret en dejlig tur i wellness, hvor vi i 2,5 time nød afslapning og selvforkælelse. Rømø 9

Med friske kroppe drog vi tilbage til basen, hvor der ventede os kagebord og andet godt til ganen. Dette var for at sikre, at depoterne var ordentligt fyldt op til de kommende kampe holdende imellem, som skulle foregå resten af dagen. Kampene bestod i skydning med gevær efter dåser, bedste ”green-gunwomen”-holdbillede og portrætter samt diverse stafetter.Rømø 1 Afsluttende stafet var en glidebane ned ad en lille bakke, hvor vi med bedste faldteknik, og uden tanke for liv og lemmer i jagten på sejren, kastede os ud på den store, blå presenning, der til lejligheden var overhældt med vand og brun sæbe og endte i en mindre, boblende vandgrav ved presenningens slutning. Herefter skulle der løbes hen til et bord, hvor vi fik udleveret lidt drikkevare, og vi vendte derefter tilbage til glidebanen for at komme retur op ad bakken. Rømø 6aDet resulterede i mange grin og våde, sæbeindsmurte klæder, og det var en fantastisk afslutning på en række sjove konkurrencer i løbet af dagen.

Dagen sluttede med et brag af en fest, hvor Anja igen havde lavet vidunderlig mad, og hvor det orange hold blev udråbt som vinder af dagens konkurrencer.

Her blev sagt tak for et dejligt år, på gensyn til de spillere og trænere, som forlader os, og ”vi ses på mandag” til de spillere, der fortsætter i næste sæson.

På hele 1. divionsholdets vegne skal der lyde en stor tak til bødekassebestyrelsen for det store stykke arbejde, de har lagt i arrangementet og igennem sæsonen, og til Anja for den fantastiske mad, hun lavede til os sultne piger.

Se flere billeder fra turen på Skanderborg Håndboldklub Nyheder på facebook.

Cecilie Vester, 1. div. damer

 

Website Security Test