Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Så blev vi for få

Kirsten B Madsen, udgivet d. 15. marts, 2015

U16 drenge 1. division AGF – Skanderborg (35-24)

Søndagens returopgør mod AGF/Viby var puljens finale, idet vinderen af dagens kamp også bliver vinder af puljen. Skanderborg stillede i dagens kamp med 6 (!) markspillere og 2 målmænd, og det var surt at skue de 13 spillere som AGF/Viby havde til opvarmning i den anden ende af hallen.

Skanderborg kom dog bedst fra start med 3 hurtige scoringer og AGF/Viby virkede pressede og nervøse. En stærkt skydende Mads Grabe gjorde livet surt for AGF/Viby’s målmand, og Skanderborg førte de første 20 minutter af kampen. Herefter begyndte den smalle (ikke eksisterende) udskiftningsbænk dog at sætte sit præg på kampen. De grønne blev trætte, og dette blev klogt udnyttet af AGF/Viby, der konstant sendte nye kræfter på banen for at løbe det sidste luft ud af Skanderborg drengene. Stillingen ved pausen var 18-13.

I anden halvleg skred det for de hårdt prøvede Skanderborg spillere. En skade betød, at andenmålmanden Mads Kulas måtte trække i en markspillertrøje og indtage positionen som venstre fløj og senere streg. En uvant plads for Mads Kulas og et hårdt slag for Skanderborgs forsvar og angreb. De grønne kæmpede for at holde skindet på næsen, men måtte se sig løbet over ende af et hold der bare havde 50 % flere kræfter at gøre godt med. Ærgerligt at så en vigtig kamp skal afgøres på så tyndt et grundlag.

Holdet: Mads Grabe (12), Rasmus Kaalund (2), Jacob Jessen (4), Mathias Laursen (3), Lasse Aebeloe (1), Magnus Rind Giversen (2), Mads Kulas

I målet Mikkel Tofte Langerhuus (25 %)

 

 

Website Security Test