Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

“Hold nu kæft Randers”

Webredaktør, udgivet d. 22. marts, 2015

BlogKvalifikationskampene om de sidste 2 pladser i herre ligaen står for døren. Skanderborg møder Randers og Lemvig får æren af Skive, i et nyt opspils format der spilles for første gang i denne sæson. 2 kampe, hjemme og ude, og med europacup afgørelse. Til gengæld slutter nummer 9-11 fra herre ligaen sæsonen allerede nu, og en 4. plads i 1. division giver ikke længere deltagelse i liga opspillet.

En ændring der på mange måder giver god mening, men også en hård og ubarmhjertig afslutning på en kort sæson, hvor små ting kommer til at afgøre klubbernes fremtid. Der er ikke plads til blot de mindste fejltrin eller udfald, for så står der 1. division på visitkortet efter sommerferien.

For liga klubberne er hele scenariet omkring et kvalifikationsspil i April måned i princippet en ganske alvorlig sag. Ret beset burde alle klubber i nærheden af nedryknings og kvalifikationsstregen have både en plan A og B på plads på nuværende tidspunkt. De klubber der ikke for længst er gået i gang med plan A og har sikret sig hovedparten af kontrakterne med en fortsat liga plads som udgangspunkt, har ikke en chance for at overleve den efterfølgende sæson hvis de forbliver i ligaen. Det er ganske enkelt ikke muligt at starte med spillersøgning den 7. april, for så har den gule bil passeret mål i matadorspillet, i kampen  om de spillere der har niveau til at begå sig i herre ligaen. Derfor er kabalerne da også lagt i plan A i både Skanderborg og formodentligt også i Lemvig, og står disse klubber med sorteper efter 6. april, så er der vel kun et ord der rammer passende, og det må være det modsatte af Stauning, nemlig kaos.  Vi taler om at i omegnen af 40-50 spillere, trænere og måske ansatte i administrationen går en særdeles usikker fremtid i møde. Det handler både om økonomi og en karriereplan, der måske ikke lige indeholdt 1. divisions udekamp mod Team HK Køge, i stedet for Brøndby Hallen og Bo Spellerberg.

stauningMen har de 2 involverede klubber så også en Plan B klar ? Her er svaret med stor sandsynlighed et stort og rungende NEJ i begge klubber. Og hvorfor har vi så ikke en Plan B i Skanderborg ? Fordi det ganske enkelt ikke er muligt. Det er ganske enkelt at starte forfra med at få samlet et nyt hold, og det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor hylderne med håndboldspillere i Irma er på niveau med de russiske supermarkeder i midt 80erne. De er tomme og kun de let fordærvede varer er tilbage.

DHF og divisionsforeningen er i gang med at stramme reglerne for egenkapitalkravene, blandt deres egne medlemmer, hvoraf alle helt åbenlyst kæmper røven ud af bukserne for bare at holde balance i husholdningsregnskabet. Det ligner jo næsten man har sat Alfa Laval til at udvikle en malkemaskine til tyrekalve, når man samtidigt har klubber, der ikke kender deres fremtidige status i April måned, og det sætter tingene fint i perspektiv for hvad sådanne 2 kvalifikationskampe mod Randers HH også betyder for en håndboldklub som Skanderborg. Det er liv eller død på rigtigt mange områder. Det er ikke en kritik af, at der skal spilles om op eller nedrykning, men ved nærmere omtanke er det faktisk et mirakel, at det ikke har været klubber involveret i disse scenarier, der har stået for hovedparten af konkurserne i dansk håndbold. Set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt er den en uholdbar,  men vel uløselig situation, men det er vel også derfor sport ikke kun er forretning.

Søvnløsheden har for længst indfundet sig i soveværelserne blandt trænere og ledere, men det hjalp dog lidt da dommerpåsætningen til vore kampe blev offentliggjort fredag. Vi kan se frem til 2 af de bedste dommer par i landet i de 2 kampe, og det fik feberen til at aftage en enkelt grad. Sporene skræmmer virkeligt fra mange af vore tidligere kvalifikationskampe, hvor dommerne aldrig fandt en linje i kampe mellem hold fra 2 forskellige rækker, og den laveste fællesnævner trådte i kraft. En sjælden stor respekt skal der lyde til dommer påsætterne for at der ikke skal udvikles dommere i sådanne kampe.

Retorikken op til kvalifikationskampene er allerede gået i gang, og der er indtil videre absolut intet nyt under solen. Randers spillere og trænere er i fuld gang med sangene fra kapitel 1 fra “de små synger”. De mener alle at ingen har forventninger til Randers og alt pres er på Skanderborg. Surprise ? NOT !

Same procedure as last year James, eller måske rettere, Same procedure as last year Ole Bitsch.

Fakta før vore 2 liv eller død kvalifikationskampe mod Randers HH siger på mange områder ellers umiddelbart noget andet, end det er Skagen mod Brøndby, som man nu har så stort et behov for at give udtryk for.

Det er p.t. Danmarks herrehåndbolds ranking nummer 13 mod nummer 16. Randers har spillet en rigtig flot turnering i 1. division, med kun 3 nederlag i 26 kampe. Til sammenligning har Skanderborg tabt 21 ud af deres 26 kampe. Vi lade lige tallene stå et øjeblik.

Holdenes mentale indgang til et op/nedspil er en gammelkendt situation. Randers der kommer med 19 sejre ud af 26 mulige og ballasttankene fyldt godt og grundigt op med selvtillid. Læg dertil at alle i og omkring Randers HH på forhånd nærmest ønsker at fraskrive sig selv alle tænkelige og utænkelige muligheder for at slå “storebror” fra ligaen. Skanderborg kommer med de selvsamme ballasttanke med 21 nederlag og kun 5 sejre, og en frygtelig sæson hvor trænerteamet ikke en eneste gang i løbet af sæsonen har kunnet stille med fuldt hold. Konstant har der været 5-8 mand ude med skader, og 7 måneder og 26 kampe efter første turneringskamp har vi ikke haft chancen for at stille med det samme hold 2 gange i træk.

HundSpol 10 linjer tilbage i denne artikel og gentag, at det er nummer 13 mod nummer 16 i Danmark p.t., så er det vel ikke nødvendigt at have læst på universitet for at kunne gennemskue at “lillebror” Randers ikke har nogen som helst grund til lægge sig på ryggen og stritte med alle 4 poter i vejret og udtrykke “klø os bare på maven, vi bider ikke”. Oprykningsaspiranterne håber på 3.000 tilskuere i ryggen til den første kamp i Randers, og mon ikke de forventer et Randers hold der tror på egne evner.

Nu skal man så heller ikke bare glemme at netop Skanderborg om nogen har prøvet kunsten kvalifikationskampe før. I de sidste 13 sæsoner har vi stået i hele 10 kvalspil. De sidste 6 gange vi har deltaget i kvalifikation har vi vundet samlet og kvalificeret os til enten oprykning eller klaret os fri af nedrykning. Ikke siden 2006 har vi tabt et kvalifikationsspil, og dengang var det med den tidligere Randers træner Peter Bredsdorff, der ikke lykkedes at slå TMS Ringsted over 2 kampe om oprykning til ligaen. De sidste 4 sæsoner har vi været igennem op/nedspillet fra ligaen over 6 kampe, og lykkedes alle 4 år. I år er scenariet så lavet om, så det kun er over 2 kampe, men vi har i modsætning til Randers stået i situationen masser af gange før. Det faktum taler naturligvis til fordel for The Green Gunmen.

Derfor ved vi også hvad vi går ind til. Det er nogle få og afgørende ting der afgør hvem der trækker det længste strå. Nerver, spændingsniveau og stolpe ind. 3 ting hvor vi selv kan styre de 2, og disse 2 ting er trænerteamet allerede langt med i forberedelserne til den første kamp i Arena Randers næste mandag . Vi ved af erfaring at det bliver ikke kønt håndboldspil, det bliver ren og skær rå og ubarmhjertig overlevelse, hvor frygten for konsekvenserne ved at tabe let overskygger alt andet.

Hvert år er det den samme sang, som der nu helt som forventet synges på igen. Sidste år var det Odder og Lemvig der sang for, og nu har Randers overtaget noder og mikrofonen. Husk blot et enkelt år tilbage, da rykkede der 3 hold op fra 1. division ud af de 4 øverste.

Man får hvert år lyst til at skrige, så hold dog kæft Randers, I har vel tænkt jer at stille op og vinde. Men det gør man naturligvis ikke i Danmarks eneste gentleman sport, hvor man bruger harpiks.

Torben Væver

Website Security Test