Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Tidligt pokal exit

Webredaktør, udgivet d. 19. februar, 2015

Ikast Håndbold – Skanderborg Håndbold 30-28 (16-13)

Det blev til et tidligt pokal exit i denne sæson, da Skanderborg torsdag aften tabte til 2. divisions holdet fra Ikast, efter en rigtig god gammeldags pokalkamp. Hjemmeholdet der består af en stribe helt unge spillere, krydret med storskytten Jacob Troelsen, kæmpede heroisk foran en totalt proppet hal 2 i Ikast sportscenter. Højtalerne fra 1970 skrattede så de henledte tankerne på cigaræsken før 2008 og den lokale speaker får nok ikke stemmen tilbage på denne side af påske. Kort sagt, en pokalkamp som pokalturneringen oprindeligt var tiltænkt. Storebror fra ligaen mod lillebror fra 2. division, og lillebror vandt. Scenen og håndboldkampen fejlede bestemt ikke noget.

Skanderborg stillede op til kampen stort set uden startopstillingen fra onsdagens kamp, for at give plads til de spillere der skulle spille sig tættere på ideal opstillingen. Den mission mislykkedes totalt, for der var stort set kun en spiller der kunne være sin indsats bekendt. Pokalturneringen har ikke været en prioritet for os iår, da fokus udelukkende er på at sikre vores ligaplads i turneringen. Alligevel var Nicolej Krickau tæt på rasende efter kampen.

Nicolej Krickau 060914-13At vi ryger ud af pokalturneringen er jeg bedøvende ligeglad med, men at jeg kan opleve en så dårlig indsats og indstilling af så mange kontraktspillere, der idag fik chancen for at vise deres værd overfor mig, er jeg utroligt skuffet over. Der er simpelthen for mange der udviser en attitude som ikke passer på en Skanderborg spiller i en grøn trøje, og det giver naturligvis stof til eftertanke. Spillere på dette niveau burde kunne se bort fra at vi så bort fra mange at de bedste spillere idag, og så selv gå forrest og vise niveau.

Kampen startede med masser af fejl angrebsmæssigt og det udnyttede hjemmeholdet til at bringe sig foran med hele 6-1 efter 9 minutter. Det var tydeligt fra første sekund at indstillingen slet ikke var på plads blandt Skanderborg spillerne, og selv 2 tidlige timeouts fra en mere og mere rasende Nicolej Krickau, hjalp ikke nævneværdigt. Efter 22 minutter var vi bagud 14-7 men fik dog hentet lidt tilbage inden pausen, hvor stillingen var 16-13 til de unge Ikast drenge.

Efter pausen kom Rasmus Kaagaard på banen og det hjalp betydeligt på niveauet i angrebsspillet. Efter blot 8 minutter var der udlignet til 18-18, men hjemmeholdet var ikke sådan at knække. Forsvarsspillet hos Skanderborg var kampen igennem ganske enkelt katastrofalt og den manglende parathed hos vore spillere kom til udtryk gang på gang. Vores tidligere storskytte Jacob Troelsen scorede nærmest efter behag, uden at nogen magtede at sætte en stopper for Ikast veteranen. Helt som vi husker Troelsen, måtte han behandles for krampe med 15 minutter tilbage, og så rejste han sig og bombede videre. 9 mål blev det til ialt fra den skarpe højrehånd. Godt man ikke skal møde sådan en mand i retten.

Kampen bølgede frem og tilbage de sidste 20 minutter og ved stillingen 27-27 med 4 minutter igen trak hjemmeholdet det længste strå, hvor 3 mål i træk afgjorde kampen, til stor glæde for de mange tilskuere.

Vi er nu ude af pokalturneringen, og kan sætte alt koncentration ind på at redde livet i ligaen. Kampen kunne have været en god kamp at sammenligne 2 eventuelle kvalifikationskampe med, men her fik trænerteamet desværre kun svar på hvem der IKKE har det mentale overskud til at spille knald eller fald kampe. Faktisk fik det flere gange tankerne til at falde 4 år tilbage, da en flok overlegne Fredericia drenge gæstede Morten Børup Hallen i oprykningsspillet, og det var ikke nogle rare tanker at få genopfrisket.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Andreas Væver 10, Johan Hansen 5,Henrik Juul 4, Rasmus Kaagaard 4, Kasper Foder Nielsen 3, Jeppe Krogh 1, Jonas Langerhuus 1.

Målscorer Ikast Håndbold:

Jacob Troelsen 9.

Website Security Test