Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Sønderjyske

Webredaktør, udgivet d. 14. februar, 2015

Sønderjyske – Skanderborg Håndbold 30-29 (13-15)

Puha. Det må være det mest rammende ord, man som Skanderborg tilhænger og grøn i hjertet, står med på tungen efter det vildeste drama i Danmarks sydligste ligahal. En herlig håndboldfight med en afslutning man sent vil glemme. De grønne spillere kommer i hvert fald ikke til at sove tidligt i aften, for de følte sig godt og grundigt snydt i slutfasen. Men mere herom senere.

sønderjyskeSkanderborg spillede fra start en rigtig god gang håndbold. Bortset fra en Sønderjyske føring på 2-1, var de grønne i teten gennem hele 1. halvleg, hvor specielt Rasmus Kaagaard, Kasper Kisum og Johan Hansen sprang  øjnene angrebsmæssigt. Der var en rigtig fin tænding på hele holdet og der blev brugt mange folk fra en fulde bænk. For første gang i denne sæson var alle meldt klar til kamp, og de spørgsmål der var til helbredet grundet en større influenza epedimi i løbet af ugen, fik udefra set ingen betydning. Halvlegsføringen på 15-13 til Skanderborg kunne selv den mest ivrigt klappende sønderjyde næppe sige noget til. Hjemmeholdet havde rigtigt meget fokus på eget stregspil og det gav også problemer kampen igennem for de grønne forsvarsspillere, at tumle den stærke Magnus Gullerud. Han blev også kampafgørende, omend han ikke selv scorede mere end 3 mål, for i slutfasen var han umulig at dække op uden dommerne takserede straf.

Pausen gav plads til Show Team Sønderjyske, som tryllebandt de fleste mandlige tilskuere gennem hele kampen. Om det var med vilje at den mest barmfagre af pigerne var sat til at danse foran Skanderborgs timeout område efter pausen vides ikke, men koncentrationen blev tydeligvis sat på alvorlige prøver de 4 gange der var 1 minuts pause i 2. halvleg.

1864 2Efter pauseunderholdningen fortsatte Skanderborg hvor de slap før pausen. Efter 7 minutter havde vi øget føringen til 21-17 og frustrationen lyste ud af hjemmeholdets spillere og trænere. Publikum blev gejlet godt op af Morten Henriksen på hjemmeholdets bænk og presset på de 2 neutrale i sort var mærkbart. Simon Kristiansen fik efter 39 minutter en 2 minutters udvisning for brok, og det satte hele Sønderjylland i pibekoncert. Ikke siden pant på dåser blev indført i Otte Duborg har så mange sønderjyder været så enige om at de var i gang med at blive snydt. Efterfølgende kunne man godt få den fornemmelse at lige præcist den investering var godt givet ud da kampen var slut.

Midtvejs i 2. halvleg var Skanderborg stadig i teten og konstant foran med 1-2-3 mål, men så begyndte angrebsspillet at blive mere forkrampet. Konstant endte vi i situationer hvor der var arm på fra dommerne og vi kom ud i pressede afslutninger. 3 udvisninger i træk gjorde ikke betingelserne nemmere, og med 8 minutter tilbage af kampen kom hjemmeholdet tilbage og fik for første gang udlignet ved 26-26. Herfra var det en stor gang rod og en kæmpe omgang nerve, alt for mange yderst tvivlsomme kendelser, tilsat en masse timeout. Kampen kunne have gået begge veje men fik desværre en vinder i absolut sidste sekund. Morten Kirk Olesen udlignede til 29-29 med præcist 7 sekunder tilbage af kampen. Anders Petersen får viklet bolden ud af målet og får bolden op på midten, hvor dommerne fløjter timeout med 2 sekunder tilbage af kampen.

Efter timeouten får Kenneth Bach Hansen bolden på 2. aflevering. Ca. 3 meter før 3-meter linjen på højre fløj, løber han direkte med skulderen op i hagen på Andreas Væver, der efterfølgende mister balancen, men vælger at holder fast i Bach Hansen. De 2 spillere når ind over 3-meter linjen og vælter begge og efter lidt betænkningstid dømmer den ene af kampens dommere så det famøse sidste straffekast samt et direkte rødt kort til Andreas Væver.

Et er om der overhovedet var straffekast, det må videobillederne vise. Men at 3 sønderjyske spillere kan røre bolden og Kenneth Bach kan løbe ned mod Skanderborg målet på 2 sekunder, er ganske enkelt fysisk umuligt.

Der var som i et gravkammer i Skanderborgs omklædningsrum efter kampen. Frustrationerne lyste ud af spillere og trænere, der ikke følte sig fair behandlet i afgørelsens time. Der var alt for mange situationer de sidste 10 minutter, hvor man godt kunne føle med de grønne drenge.

Et slag er tabt, men en ting står fast. Skanderborg er tilbage på niveau i Herre Ligaen, og ingen hold skal føle sig sikre fremover. I dag var stolpe ud og vi havde fortjent minimum det ene point  med hjem. Et gammelt ordsprog siger at når sæsonen gøres op, så er sol og vind lige store. Vi har efterhånden et par stykker til gode til resten af sæsonen, der står i hvert fald nu en større saldo på vores anfordring i Broager Sparekasse.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Kasper Kisum 7, Andreas Væver 6, Johan Hansen 6, Rasmus Kaagaard 4, Morten Kirk Olesen 2, Tim Sørensen 2, Lars Mousing 1, Michael Pedersen 1.

Målscorer Sønderjyske:

Casper Mortensen 11, Simon Kristiansen 6, Kasper Køser 4, Kenneth Bach Hansen 3, Magnus Gullerud 3, Claus Kjeldgaard 2, Hakaj Besard 1.

Tilskuere: 2.127

Website Security Test