Optakt DHG Odense – Skanderborg
1. div. damer spiller ude mod DHG Odense, Onsdag 11-02-15 kl. 19.15 i Dalumhallerne
Gyser gyser gyser
Det bliver en forbudt for børn-forestilling. Vi kan med en sejr næsten sikre os imod et eventuelt nedrykningsspil, med et nederlag er vi igen nede i suppedasen, og kan sågar hentes af nummer 3. sidst.
Så det er ultimativt den vigtigste kamp, inden den næste.
DHG Odense er et godt og stærkt kollektiv krydret med en superspiller i Kathrine Nielsen, som med gennembrud, fart og indspil til stregen, har haft en supersæson, ligeledes skal også nævnes holdets absolutte topscorer Emma Kiellberg, som er en lang og skudstærk bagspiller.
Sidste gang imod DHG lykkedes det os at tage farten af Kathrine Nielsen, og kan vi gøre det igen, samtidigt med at vi får stødt frem i zonen på Kiellberg, så er vi kommet langt.
DHG har været svingende i præstationerne, blandt andet tog de point fra Sønderjyske hjemme, hvorefter de tabte stort ude til Horsens. Det vidner om et hold, som er langt stærkere hjemme i trygge rammer. Ingen tvivl om, at det bliver en hård kamp, med meget på spil.
Kim Lerche