Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

U14 pigerne slog Skjern stort

Kirsten B Madsen, udgivet d. 18. januar, 2015

U-14 Pige 1. division A Skanderborg Håndbold – Skjern Håndbold 25 – 14 (16 -5)

Fredag aften i Morten Børup Hallen tog U14-pigerne fra Skanderborg imod Skjern Håndbold – dagens opgør gjaldt 1. pladsen i puljen.

Skanderborgs U14-piger kom godt forberedte til kampen og startede kampen som lyn og torden – alle havde fundet den rigtige tænding frem, og hjemmeholdet kom hurtigt foran med 7-1. Alle på Skanderborgs hold præsterede på højeste niveau – bl.a. med fint stregspil, hvor Mathilde Birksø Eriksen, der på fornemmeste vis satte gode screeninger, tilkæmpede sig straffe eller scorede. Skanderborgs forsvar var som en mur for Skjern at komme igennem, og kontraspillet sad lige i skabet, hvilket resulterede i, at Skanderborg kunne gå til pause med en habil føring på 16-5.

Skjern havde måske fået spillet den lange køretur til Skanderborg ud af benene og var mere klar på at tage kampen op mod Skanderborg i 2. halvleg, og de fik reduceret Skanderborgs føring til 8 mål 7 minutter inde i 2. halvleg. Men herefter tog Anna Kristensen i målet godt fra med bl.a. to reddede straffekast, og Skanderborg trak yderligere fra Skjern. Skanderborg havde i 2. halvleg lidt sværere ved at score mod en godt spillende keeper fra Skjern, men Stinna Benfeldt og Stine Jørgensen tog med hver 5 scoringer ansvar, og Skanderborgpigerne vandt kampen 25-16.

Morten ”Molle” Christensen var efter kampen meget tilfreds med dagens præstation; ”Jeg syntes, at vi leverer en rigtig god holdindsats specielt i 1. halvleg – den bedste kamp til dato – både forsvar, stationært angrebsspil og kontrafasen sad lige i skabet. Vi var godt forberedte inden kampen, hvilket jeg mener har stor betydning for kampens udfald i dag”.

Målscorere: Stine Jørgensen 5, Stinna Benfeldt 5 ,Emma Thatt 4, Sarah Kaiser 3, Mathilde Birksø Eriksen 3, Josefine Thorsted 2, Sarah Jørgensen 2 og Caroline Callesøe 1.

Næste kamp for U-14 pigerne fra Skanderborg er på torsdag mod Herning f.H.i Sportscenter Herning.

 U14 piger 2014 -15

Website Security Test