Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat BSV – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 8. december, 2014

BSV – Skanderborg Håndbold 31-26 (15-16)

Udebane mod BSV mandag aften i en næsten fyldt JYSK Arena, lugter selvfølgeligt som en yderst vanskelig opgave for et hold som Skanderborg Håndbold. Forskellen var dog ikke så stor som man kunne frygte denne mandag, hvor The Green Gunmen bed godt fra sig og spillede rigtig god håndbold i store perioder af kampen. Halvlegsføring på 16-15 ville vi gerne have solgt på forhånd, men desværre løb også denne kamp ud i præriens sand for vore unge Gunmen, og pointhøsten er stadig de triste 4 stk.

Linus Persson 2013Hjemmeholdet startede med vores fantastiske målvogter fra sidste sæson, Linus Person på mål, og han kunne se BSV score kampens første mål og et hjemmehold der var fuldstændig klar fra start. Der blev ikke slækket på noget som helst fra lokalrivalerne og også dommerne var på stikkerne fra start. I det første etablerede forsvar indkasserede vi 2 advarsler og 1 udvisning på Mads Thomsen, for en tackling på Sebastian Skube, så var vi ligesom i gang med den kamp. Skanderborg spillerne holdt dog hovedet koldt i en hektisk indledning, blandt andet på grund af den taktik der var valgt omkring hjemmeholdets store spiller Sebastian Skube. En tidlig mandsopdækning passede ikke BSV vel og det medførte en stribe fejl i fusionsholdets offensiv. Allerede efter 9 minutter ved stillingen 5-5 trak Peter Bredsdorff den første timeout, hvilket dog ikke gav den helt store effekt. Nicolaj Øris Nielsen tog ansvar for hjemmeholdet i mangel af styrmand Skube, og han virker til at have genfundet håndboldspillets glæder efter ankomsten af Bredsdorff som styrmand. Efter 13 minutter måtte Linus Persson forlade målet til fordel for Søren Rasmussen, men denne udskiftning gjorde heller ikke nogen afgørende forskel for BSV før pausen. Skanderborg startede med Bertram Obling i målet, der havde rejst sig fra sygesengen og han forsøgte alt hvad han kunne med at bidrage til vores heroiske fight på banen. Han blev dog afløst midtvejs i 1. halvleg af Niels Guldborg, der er fortsat med at træne i klubben efter hans comeback i sidste måned. Ingen af vore målmænd stod dårligt i dag, men der kom omvendt heller aldrig for alvor gang i redningerne i Skanderborg målet i dag.

Kristian Kjelling BilTil gengæld var både Martin Risom og Johan Hansen stærkt spillende fra start. Efter 17 minutter havde begge sat 3 flotte grønne scoringer ind, og derfor var det også et ekstra ærgerligt faktum af Johan Hansen blev skadet efter kun 20 minutter. Et uheld der fik sindene i kog på Skanderborg bænken, da Johan i situationen trådte på Stefan Hundstrups fod, der blev plantet foran Johan efter en tydelig tur ind igennem BSV feltet. Et voldsomt uheld der medførte et målkast til BSV og en længere pibekoncert til Johan Hansen i store smerter, fra den mindst sympatiske del af hjemmepublikummet. Ud gik Johan Hansen og ind kom den unge U18 fløj Mads Peter Lønborg, der lavede et klogt indhop uden fejl  men også uden yderligere mål fra højrekanten.

Skanderborg var i teten halvlegen ud, og havde fortsat succes med de skiftende mandsopdækninger af Sebastian Skube, der dog viste sin klasse ved at “gnatte” 4 mål ind før pausen alligevel. En kæmpe profil der kan nogle ting som danske talenter ikke er i nærheden af på fintespillet. De danske dommere har også svært ved at skjule benovelsen over dette ekstraordinære boldtalent, og glemmer meget ofte helt at tælle hvor mange skridt den unge Slovak, med den sarte støttestrømpe på venstre foden, tager.

Pausestillingen endte med en føring til de grønne gæster på 16-15, og det var der bestemt ikke noget at sige til.

Mads Thomsen 060914-042. halvleg startede også godt set med Skanderborg briller. Bertram Obling snuppede et straffekast fra Stefan Hundstrup i første minut og Michael Pedersen kunne bringe os foran med 18-16 efter 35 minutter. På dette tidspunkt indtraf så en afgørende periode, der desværre lignede noget vi har set talrige gange i denne sæson. BSV scorede 4 mål i træk på blot 3 minutter og Skanderborg fejlene bestod igen af mange dårlige indspil til vore stregspillere. Mikkel Kaagaard fik sat proppen i måltørken til 19-20, og så indtraf der, som så ofte før 3 udvisninger i træk til Skanderborg, på kun 4 minutter. 2 af disse udvisninger var på tacklinger af Sebastian Skube, og man må medgive både Mads Thomsen og Kasper Povlsgaard, at det henledte tankerne på dilettant forestillingerne på den hæderkronede Alderslyst Kro i Silkeborg. Trods voldsomme protester stod de 2 unge dommere ved deres 2 fingre i luften, og BSV udnyttede klogt de mange minutter i overtal og fik skabt en føring på 2-3mål. Skanderborg forsøgte desperat at indhente føringen de sidste 15 minutter, men kræfterne begyndte at slippe op som tiden gik. Fejlene begyndte at indsnige sig og vi kom aldrig tættere på end 26-28 efter 55 minutter. Sædvanen tro satsede vores Gunmen hele butikken til sidst, hvilket medførte et nederlag på 5 mål i slutsekunderne.

Hæderlige nederlag kan vi ikke bruge til så meget i vores nuværende situation, men vi kan tage med herfra at det begynder mere at ligne et håndboldhold der snart kan tage point igen. De sidste par uger uden yderligere skader kan ses, og fortsætter udviklingen i spillet på banen i samme fart, så får vi snart ændret på det kedelige 4 tal der står ud for Skanderborg i tabellen. Det kan godt være det ikke bliver på lørdag, hvor Danmarks bedste håndboldhold fra KIF Kolding København står på menuen i Brøndby Hallen, men så bliver det meget snart derefter.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Rasmus Kaagaard 6, Martin Risom 5, Michael Pedersen 5, Lars Mousing 3, Johan Hansen 3, Kasper Povlsgaard 2, Morten Kirk Olesen 1, Mikkel Kaagaard 1.

Målscorer BSV:

Sebastian Skube 6, Mads Christiansen 6, Kristian Ørsted 5, Nicolaj Øris 5, Rickard Lønn 3, Anders Hallberg 3, Stefan Hundstrup 2, Mathias Madsen 1.

Website Security Test