Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Optakt Århus Håndbold

Webredaktør, udgivet d. 13. november, 2014

Fredag aften kl. 18.00 løber The Green Gunmen på banen i NRGI Arena i Århus, til det traditionelle lokalopgør om Østjylland. I denne sæson er Odder Håndbold dog også med i den dyst, og vi mangler endnu at komme på tavlen i denne indbyrdes turnering i 14/15 sæsonen.

vallekilde 2Vi har traditionelt haft det svært mod de fysisk større spillere fra Århus Håndbold, men i sidste sæson blev det dog til en sejr til hvert hold i de 2 indbyrdes opgør. Det blev til Århus sejr på 27-20 i NRGI Arena, mens Skanderborg vandt den omvendte kamp i Ry Hallen med 22-19.

Vi kender alle historien om vores egen sæson, og man magter snart ikke at snakke om hvem der mangler til hver kamp længere. Århus fik en fin start på sæsonen, men har haft et formdyk på det seneste. Århusianerne havde flotte 9 point efter de første 6 kampe, men har sidenhen “kun” hentet et enkelt point i de seneste 5 kampe. I de første 5 hjemmekampe er det blevet til en enkelt sejr, 2 uafgjorte og 2 nederlag.

Hjemmeholdets topscorer er tilbagevendte Rasmus Nielsen med 44 mål, mens nyerhvervelsen Torben Pedersen har bombet 41 gange med succes. Ellers er det mange gamle kendinge vi står overfor i morgen, med navne som Henrik Hansen, Mads Lind og Jan Tromle Nielsen. Træneren er også stadig den samme, nemlig Hørve knægten Erik Veje Rasmussen, født tæt på det sagnomspundne Dragsholm Slot. De fleste håndboldkendere ved jo at Erik Veje senere fik sin håndboldopdragelse i den lokale klub Vallekilde-Hørve.

hørveÅrhus Håndbold er et hold der rent taktisk ikke ligge specielt godt til Skanderborgs hold, og Nicolej Krickau og det øvrige trænerteam har da også arbejdet hårdt hele ugen for at finde de rette taktiske ingredienser til fredagens lokalbrag. Der er samtidigt arbejdet på højtryk i kulisserne for at finde nogle mulige erstatninger for de mange spillere der p.t. ikke kan spille. Specielt målmandsposten er kritisk, da 2 ud af vore 3 målmænd er ude i længere tid. Vi håber det kan lykkedes at tilføre holdet lidt ekstra resurser i den kommende periode.

Vi håber der er mange der vil lægge vejen forbi NRGI Arena i morgen aften kl. 18.00 og støtte op om vore grønne Gunmen. Det bliver en vanskelig opgave, men vi vil så gerne have nogle flere point……

Dagens kulturelle bonusinfo:

Under en istandsættelse i 1910 dukkede et skelet op i en tilmuret niche på det 800 år gamle Dragsholm Slot, hvor en vis Hr. Erik Veje Rasmussen senere blev født ganske nær derpå. På uhyggelig vis passede fundet med beretningen om adelsfrøkenen Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, der forsvandt på slottet omkring 1550.

Hendes far havde udset sig en adelsmand til den smukke pige. Men da Celestine var dybt forelsket i en staldkarl, som tilmed gjorde hende gravid, blev faren rasende. Han ville forvise sin datter til Slesvig, så hun kunne føde “horeungen” der. Umiddelbart før afrejsen blev hun dog bedøvet og iført sin hvide kjole muret inde i et rum, hvor hun akkurat kunne stå oprejst.

 Da slottet skulle renoveres, dukkede Celestines skelet op. Slottets beboere kunne høre hendes jamren og kradsen på muren, men ingen måtte reagere. I dag er Celestine kendt som Den Hvide Dame, og hun siges især at vise interesse for sovende mænd.

På Dragsholm Slot ligger Celestines jordiske rester til beskuelse i en glasmontre.

Website Security Test