Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Off-day for U14 drengene

Kirsten B Madsen, udgivet d. 30. november, 2014

U14 drenge 1.division Odder-Skanderborg 31-21 (13-8)

Efter 3 sejre i træk, herunder sejr over rækkens tophold Esbjerg i sidste uge, havde Skanderborgs U14 1. div. drenge sat næsen op efter et godt resultat mod rækkens nr. 2, Odder, søndag eftermiddag. To klare nederlag mod Odder tidligere i turneringen havde vist, at det var et bjerg, der skulle bestiges, men U14 drengenes klare fremgang de seneste uger gav grobund for optimisme.

Kampen startede perfekt med 2 hurtige scoringer til Skanderborg. Men Odder kom hurtigt tilbage på 2-2 og trak derefter forholdsvist let fra Skanderborgs drenge, der ikke stod nær så solidt i forsvaret, som de har gjort de seneste uger. Det gav vores målmænd svære arbejdsbetingelser.

Odders bevægelige og fysisk stærkere spillere var et vanskeligt match for de grønne. Midt i halvlegen førte Odder allerede med 3-4 mål og Skanderborg gik til pause bagud 13-8. Det så vanskeligt ud, men på ingen måde umuligt. Fra tilskuerpladserne virkede drengene dog ikke lige så fokuserede, som vi havde set i Esbjerg ugen forinden, så noget skulle der ske i pausen.

Straks fra anden halvlegs start så det netop ud til at være tilfældet. Med udgangspunkt i et vågent og tændt forsvar kom vi igen godt fra start og fik skabt 2 kontramål på få minutter, men på den tredje åbning kiksede vi afslutningen. I stedet faldt de grønne igen et gear ned, mens Odder genskabte pauseforspringet på 5 mål til 15-10.

Forsvaret og målmændene har været holdets stærke anker hele sæsonen, men ikke denne søndag. Drengene var på fladere fødder og virkede mindre koncentrerede, end normalt. Med et hav af tekniske fejl kunne de slet ikke finde det niveau, vi har set, at de har og afstanden til Odder blev gradvist større halvlegen igennem. Ved 18-11 stod det helt klart, at vi ikke ville få den revanche mod Odder, drengene havde sat næsen op efter.

Kampens slutfase blev præget af, at vi ikke længere kunne vinde og Odder ikke længere kunne tabe… Skanderborg fik lavet et par gode mål, men også her matchede Odder os mere end rigeligt. Med scoring på et afsluttende straffekast endte kampen 31-21 til Odder. Et rimeligt resultat på en dag, hvor vores drenge ikke havde den nødvendige fokus og skarphed og ikke kunne hive sig selv op ved hårrødderne, da der var brug for det.

Det første nederlag i 4 kampe skal dog ikke lægge en dæmper på et hold i klar fremgang. Det var en off-day og allerede i næste kamp mod Trelde har holdet alle muligheder for at komme tilbage på vindersporet.

Målscorere Skanderborg:

Magnus Haubro Jensen 7, Magnus Taulbjerg 5, Jakob Villemoes Larsen 3, Thomas Munk 3, Marcus Krogh 1, William Pedersen 1, Jakob Nortvig 1.

U14 drenge 2014-15

Website Security Test