Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Nederlag med perspektiv

Webredaktør, udgivet d. 22. oktober, 2014

Skanderborg Håndbold – Team Tvis Holstebro 25-29 (9-12)

Det blev til et på mange måder forventet pokal exit i onsdagens pokalkvartfinale mod sidste sæsons bronzevindere fra Team Tvis Holstebro. Vi er færdige i pokalturneringen men dagens opgør gav til gengæld en fornyet tro på at vi får et slagkraftigt Skanderborg hold tilbage inden alt for længe.

Rasmus Kaagaard comeback 2014Vi kom grueligt galt af sted i kampens åbning. 13 minutter gik der inden den første Gunman fik sendt en grøn bold i kassen, og da havde gæsterne fra Vestjylland allerede scoret 7 mål. En kæmpe spand kold vand i hovedet på det hårdt prøvede Skanderborg hold, men hermed slutter historien bestemt ikke. Efter 10 minutter satte Nicolej Krickau trøje nummer 4 på banen igen efter 45 ugers ufrivillig pause. Rasmus Kaagaard var tilbage efter sin 2. korsbånds skade, og der gik ikke mange minutter før han fik sat sit tydelige aftryk på kampen. De første 2 Skanderborg mål blev begge sat ind af Rasmus Kaagaard, der i går fejrede hans 26 års fødselsdag. Hans mål til 2-8 efter 16 minutters spil, var samtidigt signalet til at hjemmeholdet fik sat en prop i hullet, og en lang og sej kamp begyndte med at indhente det tabte. Det lykkedes ganske flot i resten af 1. halvleg, hvor gæsterne ikke kunne holde det fremragende forsvarstempo som de startede ud med. Kampens 2 dommere fik i den grad cigaræsken til at koge, og allerede før pausen var stemningen på lægterne tæt på at koge helt over. Vi fik bestemt heller ingen hjælp fra den kant.

Vi tabte de første 15 minutter 1-8 men vandt de sidste 15 med 8-4, så pause stillingen var spiselige 9-12.

Andreas Væver 060914-01Var der gang i cigaræsken før pausen, så skal man da lige love for at der kom ekstra brænde på kakkelovnen efter pausen. Andreas Væver kom på banen fra 2. halvlegs start, og han tilførte omgående en ekstra dimension til kontraspillet og den hurtige midte. Pludseligt kunne man fornemme sidste sæsons spillestil hvor det gik over stok og sten mod modstandernes mål. Efter 43 minutter fik vi indhentet gæsternes føring og udlignet til 18-18, til stor fornøjelse for de hårdt prøvede Gunmen fans. Herefter gik kampen ind i en fuldstændig ukontrolleret fase. De 2 dommere mistede fuldstændig grebet om kampen, og begge holds trænere var helt oppe i det røde felt, på samme tid vel at mærke. Udvisningerne fløj til højre og venstre og det var ganske få minutter at spillet var 6 mod 6 de sidste 20 minutter. Det gav en rodet forestilling og 500 tilskuere der piftede så højt at det var uendeligt svært at høre noget som helst. Ved stillingen 20-20 efter 45 minutter, trak gæsterne lidt fra med 3 mål i træk, og den føring fik vi aldrig indhentet helt igen. Vi kom på 21-23 i undertal men tættere kom vi ikke, selvom holdet satsede hele butikken i slutminutterne.

Bertram Obling 210314-02Førsteårs senior Bertram Obling startede for første gang i karrieren inde i målet i en ligakamp, og det skulle vise sig at være en klog beslutning i Kasper Larsens fravær. Unge Obling stod en meget flot kamp og blev fortjent kåret til dagens Man Of The Match, af kampsponsor Sparekassen Kronjylland. Rasmus Kaagaard fik en meget flot debut med 5 imponerende scoringer, og det tyder rigtigt godt for resten af sæsonen, når han har så højt niveau efter så lang en pause. Også Andreas Væver kom imponerende flot tilbage efter mere end 2 måneders pause.

Hos gæsterne var Michael Damgaard i særklasse og satte hele 10 mål i kassen. Den nyudnævnte landsholdsspiller imponerede stort og er vel den bedste venstre back i herre ligaen lige nu.

Nu venter en meget vanskelig udekamp på Bette Balkan på lørdag, hvor formstærke Mors-Thy er modstanderen. Det bliver ikke nemt, men efter dagens oplevelser må det være en trup med langt mere tro på tingene end blot for 24 timer siden.

Det lysner forude……

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Rasmus Kaagaard 5, Lars Mousing 5, Morten Kirk Olesen 4, Christian Albertsen 4, Michael Pedersen 3, Andreas Væver 2, Johan Hansen 2.

Målscorer Team Tvis Holstebro:

Michael Damgaard 10, Magnus Bramming 5, Patrick Wiesmarch 3, Allan Damgaard 3, Jakob Green 3, Peter Balling 3, Søren Tau 1.

Website Security Test