Nordsjælland pokalkamp onsdag
Der er 16 hold tilbage i pokalturneringen, og onsdag aften skal dette antal reduceres til kun 8. Skal der stå Skanderborg på et af lodderne i hatten til kvartfinalelodtrækningen, kræver det en sejr i morgendagens udekamp mod liga-nedrykkerne fra Nordsjælland.
Cheftræner Nicolej Krickau står for første gang i spidsen for vort ligahold i en betydende kamp, og han erkender at det er småt med viden om Nordsjælland.
Vi har ikke kunnet få noget brugbart materiale fra nogle af deres testkampe så vi ved ikke meget om vores modstander i morgen. Vi kender selvfølgeligt deres spillere fra sidste sæson, men hvordan deres nye spillere falder ind bliver et åbent spørgsmål som vi må tackle i løbet af kampen.
Omvendt ved vi heller ikke helt hvor langt vi selv er kommet i løbet af opstarten, så på den front er det spændende at komme rigtigt i gang.
Vi er godt forberedt på deres profiler fra sidste sæson, primært Angu og Jonas Løkken, og så er jeg spændt på at se hvad Morten Thrane kan byde ind med i Nordsjælland trøjen.
Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med nogle kampe med noget på spil, efter en lang og hård opstart med mange nye spillere. Vi har 2 formål med kampen i Helsinge i morgen. Dels vil vi selvfølgeligt gerne videre i pokalen, men det skal også give os et billede af hvor vi står inden vi møder HCM på lørdag i ligaens første runde.