Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Kæmpe drama mod GOG

Webredaktør, udgivet d. 14. august, 2014

GOG – Skanderborg Håndbold 33-33 (27-27) Forlængelse 6-6 – Straffekast 3-1

Det blev en langvarig affære da GOG og Skanderborg tørnede sammen i Skjern Bank Cup første runde. Det var en god mulighed for at se hvor langt de 2 klubber var kommet i forberedelserne til næste sæson, og et godt billede på hvor langt der er op til et slutspilshold fra sidste sæson.

Christian Albertsen 2014 565Kampen endte 27-27 efter 60 effektiv minutter, og efter 2 x 5 minutters forlænget spilletid stod der stadig lige på måltavlen 33-33. Så måtte holdene ty til straffekast, og her var GOG veteran målmanden Søren Haagen den mest snu, og reddede 3 forsøg fra de grønne i træk, og dermed sejren hjem til Sydfyn.

Første halvleg af kampen var med GOG i teten, hvor Skanderborg spillede meget langsomt og stationært, og havde svært ved at komme frem til kvalificerede chancer. Tilbagevendte Søren Haagen stod en flot første halvleg og var stærkt medvirkende til at GOG kunne gå til pausen foran med 13-11.

Efter pausen stod der til gengæld Skanderborg på det meste. Bertram Obling kom godt i gang efter pausen med en stribe redninger der fik sat gang i den grønne kontrabølge. Midt i halvlegen kom GOG dog tilbage i kampen igen og efter 45 min bragte GOG sig foran 20-18. En timeout fra Nicolej Krickau fik sat gang i de grønne igen, stærkt anført af Tim Sørensen og Christian Albertsen (billedet). Foran med 26-24 med 3 minutter igen havde Skanderborg flere chancer for at lukke kampen, men igen stod Søren Haagen i vejen for vore afslutninger. GOG kom på uafgjort 26-26 ved Chris Jørgensen og samtidigt fik Skanderborg Jeppe Krogh udvist i 2 x 2 minutter. På trods af dette bragte Michael Pedersen igen Skanderborg foran og en god forsvarsaktion af Christian Albertsen gav igen Skanderborg bolden og muligheden for at lukke kampen. Det skete ikke og i stedet kunne Kenneth Dahl udligne for GOG i absolut sidste splitsekund af den ordinære kamp.

Dermed stod den på forlængelse, og her startede Skanderborg igen i undertal i godt 2 minutter. GOG var foran 4-3 efter de første 5 minutter men Skanderborg hang på og specielt nyankomne Christian Albertsen spillede stærkt i den periode af kampen. Han udlignede til 5-5 med knap 3 minutter tilbage af kampen og derefter blev det et lang drama. GOG havde et angreb på over 2,5 minut hvor der var alt hvad hjertet begærer. Returbold fra stolpen, 2 min udvisning, dommerfadæse, flere returbolde, rødt kort og straffekast var blot nogle af de elementer det alenlange angreb indeholdt. Tobias Møller endte med at score på det afsluttende straffekastet og det gav Skanderborg 15 sekunder til at udligne – og det 4 mod 6 med 2 udvisninger.

Frikast efter tid – man behøver vel ikke sige mere – Michael Pedersen – 33-33.

Så var det straffekast med 5 forsøg til hvert hold. GOG scorede på det første forsøg, Michael Pedersen på det første grønne. Herefter brændte Skanderborg de 3 næste ved Martin Risom, Johan Hansen og Lars Mousing, og dermed blev GOG noteret som vinder af kampen.

Resultatet betyder at GOG møder Skjern på lørdag i Skjern Kulturcenter, mens Skanderborg får fornøjelsen af oprykkerne fra Lemvig i samme hal.

Svaret på hvor langt de 2 hold er i forberedelserne til den nye sæson, må være at de er kommet præcist lige langt.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Christian Albertsen 8, Michael Pedersen 7, Tim Sørensen 5, Andreas Væver 5, Lars Mousing 4, Johan Hansen 2, Morten Kirk Olesen 1, Kasper Foder Nielsen 1.

Målscorer GOG:

Aku 7, Tobias Møller 6, Kirkeløkke 4, Hald 4, Strandgaard 3, Chris Jørgensen 3, Dahl 2, Frederik Clausen 2, Kasper Jørgensen 1, Kasper Kildelund 1.

Website Security Test