Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

HCM – Skb 21-28 (opdateret)

Webredaktør, udgivet d. 30. august, 2014

HC Midtjylland – Skanderborg Håndbold 21-28 (10-15)

IMG_2588Sæson premieren stod i messecenter Herning mod de storsatsende oprykkere fra HC Midtjylland. Klubben der for blot 2 sæsoner siden var et mulehår fra konkurs og tæt på nedrykning fra 1. division, har købt et helt nyt hold med masser af erfarne ligaspillere og operere nu med et budget vi andre kun kan drømme om. Setuppet i den legendariske runde hal i Herning Messecenter, var også ganske imponerende. Hallen der tidligere huserede 6 dagsløb var omdannet til en ægte håndboldarena med spisende gæster ved ringside langs begge sidelinjer. Der var plads til 3500 tilskuere og virkeligt dækket op til en flot håndboldfest.

Håndboldfesten udeblev desværre, for hjemmeholdet i hvert fald. Kun skuffende 750 tilskuere var mødt op, hvoraf de fleste sad ved de runde VIP borde, og de resterende tilskuere fyldte nærmest ingenting i den flotte arena. Den første håndboldkamp som deres udsendte reporter har oplevet hvor flere var til spisning end der var tilskuere der så håndbold. Synd for HCM der virkeligt havde sat alle sejl til, og man kan kun håbe at midtjyderne får gjort haverne efterårsklare i en fart og kommer ud og støtter op om deres nye ligahold.

På banen startede HCM med at bringe sig foran 1-0 på straffekast men holdene fulgtes pænt ad de første 15 minutter af kampen. Trods 2 udvisninger til Michael Pedersen efter blot 11 minutter, holdt Skanderborg fast i hjemmeholdet og efter 15 minutter kunne Morten Kirk Olesen bringe de grønne foran 7-6, den første føring i kampen til Skanderborg. Kasper Larsen stod godt i udeholdets mål, og da HCM udskiftede Martin Hansen midt i halvlegen, gav det Skanderborg momentum og i en god periode kunne The Green Gunmen skabe en føring på 5-6 mål og ved pausen stod der 10-15 i Skanderborg favør.

IMG_2590Skanderborg lignede et hold der var bedre forberedt rent taktisk på opgøret, og gennem hele kampen havde man fornemmelse af at Nicolej Krickau havde trumfer på hånden, han ikke behøvedes at spille ud. Føringen på 5 mål blev aldrig for alvor sat på prøve efter pausen. Hjemmeholdet spillede meget individuelt og Martin Hansen kom til at stå for næsten alle afslutninger. I lange perioder var playmakeren en enmandshær for HCM og det kneb gevaldigt med at sætte andre spillere i scene. Efter 16-17 minutter havde HCM deres eneste momentum efter pausen, hvor udeholdet lavede en 3-4 tekniske fejl på stribe. Det tætteste hjemmeholdet kom på var ved stillingen 17-20 og herfra tog Skanderborg og især en sprudlende Michael Pedersen over igen og bragte Skanderborg tilbage på plus 5-6 mål igen. Hjemmeholdet formåede ikke at gøre slutningen af kampen spændende, det var kun et spørgsmål om hvor stor sejr The Green Gunmen skulle ride østpå med, og det endte med plus 7.

HCM kunne stille op til opgøret med fuldt hold, men Kasper Kvist måtte desværre udgå i 1. halvleg med noget der lignede en fibersprængning. Skanderborg måtte ud over de 2 langtidsskadede Kaagaard og Langerhuus, stille til start uden Andreas Væver der stadig er i behandling for et hold i ryggen.

Horsens Folkeblads udsendte legendariske reporter, Tommy ”Kuglepen” Poulsen havde på twitter på forhånd udråbt kampen som ”kampen om 9. pladsen”. Et friskt bud inden ligaen havde taget luft ind til det første fløjt, men helt forkert er det nu nok ikke. MEN foreløbigt ligger vi altså nummer 3……

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Michael Pedersen 7, Tim Sørensen 5, Mikkel Kaagaard 4, Lars Mousing 4, Christian Albertsen 3, Johan Hansen 2, Morten Kirk Olesen 2, Martin Risom 1.

Målscorer HC Midtjylland:

Martin Hansen 8, Simon Madsen 6, Heino Holm 3, Kasper Gudnitz 2, Jørgen Rasmussen 1, Vignir Svarvarson 1.

Website Security Test