Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

En epoke sluttede med DM-sølv

Kirsten B Madsen, udgivet d. 12. maj, 2014

En epoke sluttede, da Skanderborg Håndbolds U18-piger i weekenden deltog i final 4-DM-stævnet i Gudme, hvor de fire bedste U18-hold i Danmark skulle dyste om danmarksmesterskabet.  

Her vandt Skanderborgs piger lørdag semifinalen, men tabte søndag finalen og kom derfor hjem med sølvmedaljer. Dermed lykkedes det ikke holdet at genvinde DM-guld for tredje gang: Pigerne blev danske mestre både som U14 og U16.

DM sølv U18 piger

Skanderborg håndbolds årgang ’95, som har været den bærende kraft fra starten af SHEA, Skanderborg Håndbold Elite Akademi, på pigesiden, til i dag, har dermed afsluttet deres ungdomstid. 

Efter en førsteplads i ungdomsligaen Vest havde de kvalificerede sig til danmarksmesterskabet sammen med FC Midtjylland – og BK Ydun og HIK fra ligaen i Østdanmark.

Tabte psykologisk overtag

Skanderborg mødte Ydun i semifinalen lørdag og kørte en sikker sejr hjem på syv mål, efter at have ført fra start til slut. 

I DM-finalen søndag mødtes de to jyske hold, Skanderborg og FCM, som er to hold, der kender hinanden rigtig godt efter mange dyster gennem årene. 

Efter en forholdsvis lige første halvleg, hvor Skanderborg var bagud 9-11 ved pausen, mistede Skanderborg det psykologiske overtag til FCM. Pigerne fik svært ved at score mål og kom til at spille efter FCM’s principper, og det førte til en sikker sejr til FCM, der på dagen var det bedste hold, konkluderer Skanderborgtræner Bo Rudgaard. 

FCM’s målmand, Stephanie Rasmussen, stod en rigtig god finalekamp, men det gjorde Skanderborgs Freja Bossen dog også, siger Bo Rudgaard.

Reddede 6 ud af 7 straffe

Freja Bossen reddede blandt andet seks ud af syv straffe i semifinalen mod BK Ydun, og de første fire redninger kom endda i løbet af de første ti minutter!

Bo Rudgaard roser sit holds forsvarsspil, som var fint i hele finalkampen, hvor de store problemer med at score dog blev afgørende. Søndagens nederlag endte derfor med DM-sølv.

Mange højdepunkter

»At det ikke blev guld, skal ikke overskygge en rigtig god sæson, med mange højdepunkter og god sportslig udvikling, både som hold og individuelt. For de ældste i årgang ’95 er deres håndbold-ungdomstid dermed forbi, og de skal nu prøve sig af på seniorniveau. De fleste i Skanderborg Håndbolds regi på klubbens 1. divisionshold, og nogle i andre klubber. Vi håber selvfølgelig med tiden at se flere af dem i de danske ligaklubber og på det danske landshold,« siger Bo Rudgaard.

Målscorere i semifinalen: Mia Møller 7, Marie Aamand Sørensen 5, Sofie Amalie Skovsager 4, Caroline Theill 3, Laura Damgaard 3, Emma Apel 2, Nicoline Berthelsen 2, Suzanne Bækhøj 1.     

Målscorere i finalen: Laura Damgaard 8, Emma Apel 4, Thea Riis 2, Amalie Grøn 2, Suzanne Bækhøj 1.

På holdet ved DM var også målmand Marie Jess og stregspiller Alberte Thorsted.

I øvrigt har korsbåndskadede Othilia Christensen og Louise Andresen også været en del af holdet.

Guld guld og sølv

Website Security Test