Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Uskøn sejr i pokalturneringen

Webredaktør, udgivet d. 8. april, 2014

Skovbakken – Skanderborg Håndbold 24-29 (14-11)

Vi er videre til 7. runde i pokalturneringen efter en 5 måls sejr på udebane over det kommende 1. divisionshold fra Skovbakken. Det var vel også det mest positive man kunne sige efter 60 minutters håndboldkamp, der ikke syntes at passe de grønne fra Skanderborg specielt godt.

Risom brødre

Skovbakken består af en god stamme af talentfulde spillere, krydret med nogle lidt mere rutinerede med erfaring fra både liga og 1. division. Den tidligere Skive liga målvogter Michael Hedegaard var hjemmeholdets helt store spiller, og blandt de få tilskuere i Vejlby Risskov Hallen gik snakken også at Hedegaard er en meget stor del af forklaringen på at Skovbakken igen i næste sæson er at finde i 1. division.

Fra kampens start viste Hedegaard hvorfor han tidligere har stået på højeste niveau, og han tog fuldstændigt pynten af Skanderborgs afslutninger de første 20 minutter af kampen. De grønne spillede langsomt og uinspireret og det bar tydeligt præg af det var en kamp hvor vi havde alt at tabe. Hjemmeholdet spillede derimod friskt og uimponeret til og trak klogelig tempoet helt ud af kampen. Blot 5 mål præsterede Skanderborg at score de første 20 minutter og det tvang en tydeligt irriteret Jesper Holm til timeout bagud 5-9. Det hjalp dog ikke noget, og hjemmeholdet fortsatte det gode spil og øgede føringen til 14-8 med 3 minutter til pause. Her tog hjemmeholdet timeout og det skulle vise sig at være en forkert beslutning, for det vækkede endeligt Skanderborg som sluttede af med at score de sidste 3 mål før pausen, til midtvejsstillingen 14-11 til hjemmeholdet.

SkovbakkenDer blev med statsgaranti ikke talt med rosende ord i Skanderborgs omklædningsrum i pausen. Det var en pinlig indsats og det hjalp heldigvis også gevaldigt fra 2. halvlegs start. Linus Persson erstattede Christian Trans i målet og der blev sat et mere offensivt indstillet forsvar på benene. Efter 7 minutter var der udlignet ved 16-16 og 6 Skanderborg mål i træk afgjorde reelt kampen. Resten af matchen var Skanderborg i kontrol og kunne til slut hive en 5 måls sejr i land og indløse billetten til 7. runde, hvor der kun er 16 hold tilbage i hatten.

Der var bestemt ingen store præstationer i grønt i dagens match, mens Skovbakken må roses for en storartet 1. halvleg, indtil tempoet blev sat gevaldigt op efter pausen og kræfterne slap op hos i gulblusede. Det bliver spændende at følge Skovbakken i 1. division efter sommerferien.

Martin Risom mødte i dagens opgør iøvrigt sin bror Rasmus Risom, der stadig spiller i deres fælles barndomsklub, og det er mor Anette Risom der står for dagens dejlige billede.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Lars Jakobsen 5, Michael Pedersen 4, Peter Balling 4, Lars Mousing 3, Kasper Povlsgaard 3, Jeppe Krog 2, Andreas Væver 2, Tim Sørensen 2, Casper Thiel 2, Johan Hansen 2.

Målscorer Skovbakken:

Rasmus Mogensen 6, Mads Thøgersen 5, Mads Møller 4, Søren Fisker 4, Jakob Østerby 2, Nikolaj Buhl 1, Simon Morsholt 1, Malthe Nødesbo 1.

Website Security Test