Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Odder – Skanderborg 23-27

Webredaktør, udgivet d. 31. marts, 2014

Odder Håndbold – Skanderborg Håndbold 23-27 (15-11)

Der var lagt op til en af de helt store håndbold events i søndagens lokalopgør version 2, da Spektrum Odder lagde gulv til 4. runde i kvalifikationsspillet.

Odder kirkeHavde de mange tilskuere fra Odder ikke besøgt den lokale kirke søndag formiddag, kunne de til gengæld høre en ganske emotionel prædiken, som optakt til den sene aftenkamp. Det var rørende, det var gribende, og det var tæt på at spektrum speakerens stemme knækkede over i den flotte indgangsbøn til publikum, om støtte gennem de forestående 2 gange 30 minutters effektiv spilletid. Der stod hjemmeholdets første ligaoprykning nogensinde på menuen, og den fik på alle tangenter på bedste prædikant facon. Flot var det, og hvad Odder Håndbold ikke formår i tekst på deres hjemmeside og sociale medier, fik publikum til gengæld i rigelige mængder via den trådløse mikrofon på kampdagen. Man manglede vel egentligt kun ”I have a dream ………” – den må næsten komme i sæsonens sidste kamp mod Lemvig.

Der var præcist tale om 90/10 forhold på tilskuerpladserne, da hjemmeholdet valgte nye standarder for billetsalg, og der var derfor kun præcis 75 grønne tilskuere samlet i det ene hjørne af den tæt pakkede, totalt udsolgte Odder håndboldkirke. Da dagen var omme blev det dog de 75 grønne der løb med titlen, som de mest højrøstede.

Kristian Klitgaard 210314-01Kampen igennem var der en super stemning i hallen, og Odder topscorer Kristian Klitgaard startede kampen, hvor han sluttede i cigaræsken forrige fredag. 2-0 stod der inden det første minut var spillet, og begge mål sat ind af venstre fløjen, der af Skanderborg lejren er blevet beskyldt for at kunne gå på vandet, som ellers kun Jesus kunne. Skanderborg fandt dog hurtigt ind i kampen og fik den første grønne føring ved 5-4 efter 9 minutter. Herefter lavede hjemmeholdet 3 mål i træk og var resten af halvlegen i føretrøjen. Skanderborg lavede for mange fejl i det offensive og ramte for mange stolper på ellers frie afslutninger, og hvis ikke det var stolperne, var det en velspillende Morten Dueholm der stod i vejen for vores afslutninger. Forsvaret startede i 6:0 men det kom aldrig til at fungere som Jesper Holm havde ønsket sig. Bagud 13-10 efter 24 minutter forlangte Jesper Holm sin første timeout, og gik derefter frem i 5:1 forsvar med Andreas Væver fremme. Odder sluttede dog godt af og kunne fortjent gå til pausen foran med 15-11, og det summede af liga håndbold og oprykning blandt de mange Odder tilhængere udenfor hallen i pausen.

Forsvarsændringen skulle dog vise sig at blive afgørende for kampen, sammenholdt med at Linus Persson blev sat på mål fra 2. halvlegs start. Skanderborg tromlede hjemmeholdet ned fra første fløjt og efter de første 13 minutter af 2. omgang havde Skanderborg scoret 7 gange mod hjemmeholdets ene mål, og Morten Secher forlangte timeout. Det hjalp dog ikke meget for Skanderborg havde nu styr på begivenhederne, og hjemmeholdet fandt aldrig løsningerne på Skanderborgs bevægelige forsvar. Gang på gang blev hjemmeholdets svageste led, højre angrebsside isoleret og det fremtvang masser af Odder fejl, der effektivt blev straffet af Skanderborgs kontra maskine. Samtidigt fik Linus Persson lukket flot af i målet, og han pillede fuldstændigt pynten af Odder topscorer Kristian Klitgaard, der blot scorede en enkelt gang efter pausen. Vores svenske surströmmings spisende plankeværk blev endnu engang matchafgørende, og han lukkede kun 8 mål ind efter pausen.

Odder kanal sportSejren endte med at blive på 4 mål, 27-23, og det var en tydelig forløsning både på og udenfor banen. Nederlaget i den omvendte kamp i Morten Børup Hallen gjorde rigtigt ondt på mange grønne i hjertet, og det var en kærkommen revanche. Der blev meget stille i Spektrum Odder i kampens slutning, i hvert fald blandt 90 % af tilhørende. Skanderborg sikrede sig sejren og endnu en sæson i den bedste danske herre række, men som Odder har spillet i de forudgående kampe i kvalifikationsspillet, så skal der gå meget galt, om ikke de indkøbte Odder champagner bliver åbnet indenfor de kommende par uger, og vi således får 2 nye lokalopgør i sæsonen 2014/2015. Det vil vi ihvertfald se frem til i Skanderborg, om end det må give panderynker i Odder Kirkecenter, der skal oppe sig gevaldigt for at holde på søndagspublikummet, når der er hjemmekampe i Spektrum Odder efter sommerferien.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Michael Pedersen 5, Morten Kirk Olesen 4, Tim Sørensen 4, Peter Balling 4, Johan Hansen 3, Kasper Povlsgaard 3, Lars Jacobsen 2, Lars Mousing 1, Andreas Væver 1.

Målscorer Odder Håndbold:

Torben Petersen 5, Kristian Klitgaard 5, Jacob Halle 4, Martin Maur Larsen 3, Søren Bisbo 3, Anders Martinussen 2, Steffan Nielsen 1.

Website Security Test