Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Ribe-Esbjerg–Skanderborg 29-30

Webredaktør, udgivet d. 26. oktober, 2013

Ribe-Esbjerg – Skanderborg Håndbold 29-30 (19-17)

På forhånd var der lagt op til en rigtig gyser i Dokken i Esbjerg. To hold der lå side om side i tabellen, og som traditionelt har spillet nogle tætte kampe igennem de seneste sæsoner.

Esbjerg træner Nick Rasmussen udtalte under Guldbagerens sandwich i erhvervsklubben, at hjemmeholdets fokus primært var på Skanderborgs Peter Balling og Andreas Væver, hvilket holdt meget godt stik igennem kampen. Han roste samtidigt Skanderborgs talentarbejde, men undrede sig over at vi stort set ingen spillere havde af egen avl på holdet. En lidt frisk udmelding set i lyset af at Skanderborg havde 3 spillere på banen i dag af egen avl, mens hans eget hold havde 0 trods et U18 hold der sidste år vandt DM guld.

Kommunikationen svigtede lidt i indledningen, da Skanderborg blev sendt på banen præsenteret som indløbsbørnene fra Sønderris, men både Skanderborg og de friske rødblusede indløbsbørn kom dog på banen og kampen blev fløjtet i gang.

Rasmus Kaagaard 2013 (3)Cheftræner Jesper Holm Havde udtalt forud for kampen, at forsvarsspillet ikke kunne blive så dårligt en kamp mere, set i forhold til sidste kamp mod Sønderjyske. Set ud fra 1. halvleg så fik ret, da Sønderjyske lavede 20 mål i sidste kamp før pausen, og REH i dag kun lavede 19 i de første 30 minutter. Skal vi ikke sige at forbedringen var marginal. Selv Skanderborgs buschauffør Børge Koch mente i pausen at han kunne have brudt igennem begge holds forsvar uden større problemer.

Begge holds forsvar sejlede gevaldig før pausen, hvilket pausestillingen 19-17 til hjemmeholdet bevidnede alt om. Til gengæld var der flot angrebsspil i begge ender, hvor Rasmus Kaagaard og Matias Helt førte an for hvert sit hold.

Skanderborg kom bedst i gang og førte hurtigt 3-1 efter 3 minutter, men REH kom godt igen og fik oparbejdet en føring på 3-4 mål som Skanderborg havde svært ved at indhente. 3 mål i træk fra 14-9 til 14-12 lukkede noget af hullet, der ved pausen som nævnt endte 19-17 til hjemmeholdet.

Efter pausen kom hjemmeholdet bedst fra start, og via stærkt målmandsspil fra Kasper Larsen øgede REH med 3 mål i træk fra 20-19 til 23-19, men Skanderborg svarede resolut igen ligeledes med 3 mål uden REH modsvar. Efter 16 minutter var kampen igen helt lige da Michael Pedersen udlignede til 24-24 og med 2 mål af Peter Balling kom Skanderborg i front med 26-24. Linus Persson havde i den periode storspillet fremme, trods sygdom i kroppen gjorde vores svenske målvogter i det hele taget en fin figur igennem hele kampen.

Afslutningen blev en spændende og intens oplevelse. Matias Helt bragte REH foran 29-28 på straffekast med lidt under 4 minutter tilbage, men med 2 mål i træk afgjorde en storspillende Rasmus Kaagaard kampen til Skanderborgs fordel.

Sejren var en meget tydelig forløsning blandt en flok jublende spillere, der tydeligvis stadig havde frustrationer under trøjerne fra de mindre gode kampe i Århus og mod Sønderjyske.

En vigtig sejr der bringer os op på en foreløbig 8. plads med 8 point efter 9 kampe, mens Ribe-Esbjerg nu halter 3 point efter med 5 point på en foreløbig 10. plads.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Rasmus Kaagaard 7, Andreas Væver 6, Peter Balling 5, Michael Pedersen 4, Lars Mousing 3, Kasper Povlsgaard 3, Tim Sørensen 1, Johan Hansen 1.

Målscorer Ribe-Esbjerg:

Matias Helt 7, Ronnie Mathiasen 5, Morten Vium 5, Philip Holm 3, Søren Nørgaard 3, Mads Overgaard 2, Rene Antonsen 2, Mads Jepsen 2.

Straffekast: Skanderborg 2, Ribe-Esbjerg 4.

Udvisninger: Skanderborg 4, Ribe-Esbjerg 2.

Website Security Test