Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Skive – Skanderborg Håndbold 18-19

Webredaktør, udgivet d. 20. september, 2013

Skive fH – Skanderborg Håndbold 18-19 (9-9)

Dagens kamp i Skive blev ligeså intens og uskøn som man på forhånd kunne frygte. Sølle 37 mål var hvad de 2 hold kunne præstere igennem de 60 effektive minutter de blev spillet, i en pæn fyldt Freja Arena i Skive.

Peter Balling 7Skanderborg havde for første gang Peter Balling til rådighed, men det blev til begrænset spilletid til sidste års topscorer og vi har stadig første sæsonmål fra venstrehånden til gode. Skive havde fået alle tvivlsomme spillere klar til kamp, men alle var tydeligvis ikke 100 % kampklar.

Skanderborg kom bedst fra start i kampen. 4 hurtige kontra mål bragte Skanderborg i front med 2-5 og tvang Skive til timeout allerede efter 8 minutter. Det var en klog beslutning af Skive, for de lavede efterfølgende de næste 3 mål og resten af halvlegen forblev helt lige. 9-9 stod der på haluret da kampens 2 dommere afsluttede en maraton af en 1. halvleg, der varede over 45 minutter.

Vi havde utroligt svært ved at lave mål i etableret angreb, og det blev til sølle 2 mål i etableret angreb de første 30 minutter. De resterende mål blev lavet på kontra og i overtal, og vi scorer ikke et eneste mål fra backs eller fløje i 6 mod 6 spillet i 1. halvleg.

2. halvleg gav desværre ingen bedring i angrebsspillet. Det blev en endnu mere rodet forestilling, hvor utroligt mange udvisninger ødelagde alt rytme i kampen. Hele 8 udvisninger i de første 15 minutter efter pausen blev det til.

Michael Pedersen scorede til 10-11 på straffe efter 38 minutters spil, og Skanderborg var efterfølgende foran resten af kampen. Kasper Povlsgaard bragte os foran 16-19 med 5 minutter tilbage af kampen og her burde der ikke være blevet mere spænding i denne kamp. Samme Povlsgaard fik efterfølgende kampens 12. udvisning og så begyndte udeholdet at forære tingene væk, helt unødvendigt. Skive fik reduceret til 18-19 men vi fik tilkæmpet os et straffekast med 1 minut tilbage af kampen. Den store chance blev misbrugt og Skive var på bolden det sidste minut. Hjemmeholdet fik lov at spille alle 60 sekunder uden dommerne løftede armen, men en teknisk fejl af Skives bedste angrebsspiller Nicolei Jensen i kampens sidste sekunder, fratog Skive muligheden for at redde hjemmeholdets første point i ligaen i denne sæson.

Endnu en god præstation i målet af vores nye målmand Linus Persson, og  blandt markspillerne var der også udmærkede præstationer af Mikkel Kaagaard og Johan Hansen på de 2 fløje.

2 dejlige point blev sat på kontoen, i en kamp der lignede de sidste mange tidligere opgør mod Skive. Der var mange panderynker i ansigterne på de 3 Skanderborg trænere efter kampen over det mildest talt dårlige angrebsspil, og der skal arbejdes hårdt i træningslokalet de kommende uger hvis vi skal gøre os forhåbninger om den top 8 placering som vi alle drømmer om.

Målscorer Skanderborg:

Johan Hansen 4, Kasper Povlsgaard 3, Michael Pedersen 3, Mikkel Kaagaard 3, Lars Jakobsen 2, Lars Mousing 1, Rasmus Kaagaard 1, Morten Kirk Olesen 1, Tim Sørensen 1.

 Målscorer Skive fH:

Christoffer Cichosz 4, Marius Hovde Andersen 4, Nikolei Jensen 4, Stefan Nielsen 2, Dennis Albæk 1, Morten Post 1, Mark Betzer 1, Kim Worsø 1.

Website Security Test