Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Lemvig – Skanderborg 26-24 (12-14)

Webredaktør, udgivet d. 14. april, 2013

Lemvig-Thyborøn – Skanderborg Håndbold 26-24 (12-14)

Omstændighederne er ikke på Skanderborgs side i disse dage. Skader og sygdom satte sit præg på dagens holdopstilling og et forkert direkte rødt kort til Peter Balling efter kun 22 minutters spil, fik desværre en afgørende betydning i den vigtige udekamp i Lemvig.

Kampen startede helt som forventet, med et Lemvig hold der kom buldrende hen over banen og de mange store skytter hos vestjyderne bombede løs fra første minut. Skanderborg havde dog godt fat i forsvarsspillet og bragte sig foran 3-6 efter 10 minutter, hvor Lemvig tog deres første timeout. Det var dog stadig Skanderborg der havde en mindre overhånd gennem 1. halvleg.

Efter 22 minutter kom dagens mest omdiskuterede episode. Et Lemvig angreb blev blokeret og Peter Balling løber frem i kontra, men bliver væltet bagfra af Kenneth Olsen. Peter Balling ligger på gulvet og Kenneth Olsen forsøger at hopper over den liggende Skanderborg spiller, og falder efterfølgende. Dommerne takserede episoden til direkte rødt til Peter Balling og 2 minutters udvisning til Kenneth Olsen. Udefra lignede det mest af alt en tilfældig episode og det kunne undre at den ene skulle have mere straf end den anden. Dommerne dømte vel hvad de så, og det var så åbenbart at Peter Balling skulle have lavet en forseelse der skulle kunne give rødt kort.

Jesper JohannesenDet gav lidt bange anelser at Peter Balling var færdig i kampen, for vor topscorer havde spillet glimrende indtil da og lavet 4 mål de første 22 minutter. Unge Jesper Johannesen blev kastet for løverne, med udsigt til de sidste 38 minutter alene på højre back. Morten Kirk Olesen lavede et fint ind hop i slutningen af 1. halvleg og havde Matias Helt ikke brændt straffekast i de sidste sekunder, havde pauseføringen været større end de 12-14 som stod på haluret i Lemvig.

Efter pausen kom hjemmeholdet stærkt ud, og fik hurtigt indhentet føringen, og herefter bølgede kampen frem og tilbage indenfor 2 mål resten af kampen. Matias Helt måtte udgå efter 35 minutter pga sygdom i kroppen og Lasse Justesen måtte også melde sig på skadeslisten efter et par hårdhændede tacklinger.

Med 10 minutter igen stod kampen helt lige på 22-22, og begge hold virkede meget trætte. Lemvig havde stort set brugt de samme spillere hele kampen igennem og Skanderborg manglede også friske folk. Kampen kunne gå til begge sider og vi fik også spillet os frem til fine chancer i næsten hvert angreb, men skarpheden manglede ganske enkelt. Et hav af brændte chancer fra Skanderborgs hånd, samtidigt med en stærkt afsluttende Lemvig streg Kristian Olesen, afgjorde i slutfasen kampen til hjemmeholdets fordel.

Skanderborg måtte igen stille op uden Andreas Væver i angrebet og sammenholdt med de langtidsskadede Martin Mauer og Mads Bjørn Eriksen, blev holdet tyndet gevaldigt ud i løbet af kampen efter rødt kort, sygdom og skader.

Rødt kortEfter kampen var der fælles videogennemgang af dagens store samtaleemne, Peter Ballings røde kort. Dommerne var samlet længe efter kampen og der gik lang tid inden den hvide røg kom op fra skorstenen i dommerlokalet. Dommerne var kommet til den konklusion, at de havde trukket kendelsen tilbage. Der burde altså ikke have været uddelt rødt kort. Det betyder således at Peter Balling ikke får karantæne efterfølgende, men naturligvis en bitter pille at sluge at skulle undvære vores topscorer i de sidste 38 minutter i en så vigtig kamp for klubben, på en fejl.

Marginalerne er ikke med Skanderborg Håndbold i disse dage, vi må arbejde videre og få tingene til at hælde til vores side allerede på onsdag når Ajax gæster Morten Børup Hallen. Vi byttede plads med Lemvig i tabellen, men er i den situation at vi stadig selv kan afgøre om vi skal ende på en af de 2 øverste pladser. Det kræver blot sejr i de 2 sidste kampe mod Ajax og Ribe-Esbjerg.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Michael Pedersen 4, Peter Balling 4, Matias Helt 3, Kasper Povlsgaard 3, Rasmus Kaagaard 3, Morten Kirk Olesen 2, Buster Juul 2, Kenneth Peters 1, Lasse Justesen 1, Jesper Johannesen 1.

Målscorer Lemvig-Thyborøn:

Kristian Olesen 7, Rasmus Søby 5, Søren Nørgaard 4, Stian Jørgensen 3, Kenneth Olsen 2, Jonas Porup 2, Rasmus Porup 2, Andreas Holst Jensen 1.

Website Security Test