Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Flyvende galop i Morten Børup Hallen

Kirsten B Madsen, udgivet d. 11. marts, 2013

SHEA logoU18 Pige Liga                                                          

Skanderborg Håndbold-SK Århus  32-20 (18-6)

Flyvende galop i Morten Børup Hallen

Fredag aften spillede Skanderborgs U18 Piger deres måske bedste halvleg nogensinde. Det gik ud over SK Århus, som blot fik scoret 6 mål i første halvleg, mens Skanderborg blev noteret for 18!

De to holds første kamp i Aarhus i januar endte med en etmålssejr til SK Århus. Skanderborg nedlagde protest og blev dømt som vinder af kampen, da SK Århus havde brugt en ulovlig spiller. Den kendelse har SK Århus haft igennem flere appelinstanser, men dommen er nu endeligt stadfæstet.

Der var derfor lagt op til et mega lokalbrag, som da også havde trukket mange i Morten Børup Hallen denne fredag aften. Skanderborgs piger var opsatte på at vise, at de ikke blot på papiret kunne slå SK Århus. Og det fik de i den grad bevist.

“Vi ramte et perfekt niveau i forsvaret, hvor der ikke blev givet noget væk. Og pigerne fandt en god hårdhed, specielt i første halvleg, som er noget af det bedste, de har leveret længe, hvor specielt Emilie Løvendorf og Marie Aamand Sørensen fik det til at hænge sammen i midtzonen. Alberte Thorsted arbejder stenhårdt , uanset hvor hun er, og når Freja Bossen i målet så står på det niveau, som hun leverede fredag aften, ja så får vi gang i kontraspillet. Og her var Emma Apel Johansen helt forrygende, ” sagde træner Mikael Jensen.

Emma Apel var flyttet fra bagspiller til venstre fløj, idet begge Skanderborgs venstrefløje er ramt af skader. Mette Høj med en alvorlig knæskade og Christina Mikkelsen af en mindre ditto. Emma Apel er selv netop kommet tilbage efter den korsbåndsskade, hun blev ramt af for godt et år siden, og hun var i flyvende galop gennem hele kampen og en konstant trussel for SK Århus.

Træner Mikael Jensen fik i øvrigt assistance af pigernes tidligere træner og nuværende 2. divisions-dametræner Kim Lerche, idet cheftræner Bo Rudgaard var til talenttræning for håndboldforbundet.

Kim Lerche og damerne havde aftenen før slået SK Århus-damerne (1. division) ud af pokalturneringen og havde tillige tre dage forinden sikret sig oprykning til 1. division, og den sejrsenergi smittede åbenbart til U18 Pigernes kamp.

Angrebsmæssigt spillede Skanderborg hurtigt, med god timing og kom til mange gode chancer næsten hver gang, hvilket 18 mål i første halvleg da også viser.

“Det var dejligt at se Nicoline Berthelsen i omdrejninger igen, men generelt var der tale om en fantastisk holdindsats, hvor alle bidrog og kæmpede for hinanden, og det lyste ud af dem, at de ville vinde for enhver pris,” lød det fra Mikael Jensen.

Pigerne spiller tirsdag aften i Randers, og tager fredag aften imod Aalborg i turneringens sidste kamp.

Skanderborgholdet ligger lige nu på andenpladsen i ligaen, og fastholdes den, er en plads i DM-slutspillet sikret. SK Århus fører ligaen, og er den ene af de to slutspils-deltagere fra Jylland.

Målscorere for Skanderborg:

Emma Abel Johansen 9, Nicoline Berthelsen 8, Sofie Amalie Skovsager 6, Alberte Thorsted 3, Emilie Løvendorf  2, Marie Aamand Sørensen 2, Caroline Theill 1, Louise Andresen 1.

 

Website Security Test