Fantastisk holdindsats af U18 piger
U18 Piger Liga
Skanderborg Håndbold-Viborg HK 31-19 (17-11)
Stor ligasejr over Viborg
Efter en fantastisk holdindsats kunne Skanderborgs U18-ligapiger løfte armene til sejr fredag aften i Morten Børup Hallen.
Viborg var besejret, selv om gæsterne lynhurtigt kom foran 4-0 på få minutter.
Men en velvalgt time out fra træner Mikael Jensen brød Viborgs målstime, og Skanderborg kom i gang.
”Vi byggede videre på det gode forsvarsspil, og fik efter en skidt start rigtig godt styr på Viborgs bagspillere. Specielt vores fireblok i midterforsvaret gjorde det fantastisk, hvilket resulterede i nogle gode kontra-scoringer,” sagde Mikael Jensen, der endnu engang fik assistance af træner Peder Meyer i Bo Rudgaards fravær.
Der kom også bedre styr på angrebet, som kampen skred frem, og i store dele af kampen fandt pigerne gode løsninger.
”Det var en stor holdindsats, hvor alle ydede max og ramte et højt niveau, men skal nogen fremhæves, så stod målmand Freja Bossen fremragende, og venstrefløj Christina Mikkelsen gjorde det også super godt med kun en enkelt misser og ellers scoring på alle forsøg,” udtalte Mikael Jensen.
I slutningen af kampen kom også målmand Caroline Østergaard ind og fortsatte rækken af flotte redninger.
Målscorere for Skanderborg:
Nicoline Bertelsen 6, Christina Mikkelsen 5, Louise Andresen 5, Sofie Amalie Skovsager 4, Emilie Løvendorf 4, Marie Aamand Sørensen 3, Caroline Theill 2, Alberte Thorsted 2.