Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Skjern – Skanderborg 32-22 (15-12)

Webredaktør, udgivet d. 18. december, 2012

Skjern Håndbold – Skanderborg Håndbold 32-22 (15-12)

Tim Winkler 2012Der var tænkt mange tanker i Skanderborg lejren efter den magre indsats i søndagens lokalopgør mod Århus Håndbold. Mandag brugte truppen til at snakke situationen godt igennem, og forsøge at komme tilbage på sporet. Uden udsigt til at nogle af de skadede spillere var tilbage i tirsdagens kamp, var det en meget stor opgave at skulle til en af Danmarks sværeste udebaner i Skjern.

Selvom det blev til et 10 måls nederlag, så var det en flok trætte spillere og trænere, der godt kunne se hinanden i øjnene efter kampen. Indstillingen og spillet var i dag vigtigere end selve resultatet, og der blev kæmpet med alt hvad der var at bruge af. I slutningen af kampen blev nogle af de bærende kræfter sparet til lørdagens kamp mod Viborg HK, og der var mange spilminutter til de helt unge spillere i truppen.

Skanderborg lagde meget flot fra land i kampens indledning. Efter 5 minutters spil kunne Andreas Væver bringe udeholdet foran 1-4 og 3 minutter senere scorede Peter Balling til 3-6. Så begyndte udvisningerne at blive uddelt til udeholdet, og 4 Skjern mål i træk bragte Skjern i front med 1 mål, og fra 8-8 scorede Skjern igen 4 mål i træk til 12-8. Skanderborg bed dog godt fra sig og kunne gå til pausen bagud med 15-12, efter en fornuftig indsats.

Kasper Povlsgaard startede 2. halvleg med at reducere til 15-13, men kort tid efter kunne Skjern igen notere 4 mål mod 0 fra stillingen 16-14 til 20-14. Igen i denne periode måtte vi kæmpe i undertal mod de fysisk overlegne vestjyder, og da Lasse Justesen fik forevist 2 fingre efter 42 minutter, var vi foran 4-0 i udvisninger. Midt i 2. halvleg var Skjern i front med 7-8 mål og der var reelt ikke mere tvivl om hvor de 2 point skulle placeres. Jonas Hansen måtte efter 45 minutter skrive sig på den efterhånden håbløse skadesliste, og blev erstattet af John Boye, der desværre ikke havde en af sine bedste dage i målmandstrøjen. Skjerns føring svingede mellem 6 og 9 mål i de sidste 20 minutter af kampen, og Jesper Holm fik givet mange lærerige minutter til de mange unge Skanderborg talenter i 2. halvleg. Den sidste del af kampen fik Skjern sågar også et par udvisninger, hvoraf Claus Møller Jacobsens hævnakt på Martin Mauer Larsen ikke så pæn ud.

Skjern sluttede af med at score de sidste 3 mål, fra 29-22 til slutresultatet 32-22, der var kampens største målforskel.

Indsatsen og spillet var som sagt det primære for vores hold i dag, og på den konto kan vi godt tage flere positive ting med videre fra Skjern Bank Arena. Lørdag venter der en modstander fra vores ende af tabellen, når Viborg kommer på besøg. Her er indgangen til kampen anderledes end i dag i Skjern, her bliver det resultatet der bliver fokuseret ensidigt på.

Kampens bedste spiller var uden tvivl Tim Winkler i Skjern målet. Skjern målmanden ligner en spiller der bliver præsenteret til VM holdet på torsdag, efter en kamp hvor han leverede indtil flere små og store mirakler i målet. Specielt en situation i 1. halvleg, hvor Kasper Povlsgaard fik en aflevering på tværs i feltet fra Andreas Væver på venstre fløj, og hvor afslutningen blev reddet af Winkler i flyvende stil, var i kategorien verdensklasse og absolut kampens højdepunkt.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Peter Balling 6, Andreas Væver 4, Mads Bjørn Eriksen 3, Jakob Legind 3, Kasper Povlsgaard 2, Morten Kirk Olesen 2, Martin Mauer Larsen 1, Lasse Justesen 1.

Målscorer Skjern Håndbold:

Bjarke Christensen 1, Jesper Jensen 4, Rene Rasmussen 4, Kasper Søndergaard 4, Henrik Møllgaard 3, Jacob Østergaard 3, Lasse Mikkelsen 2, Thomas Klitgaard 2, Morten Vium 2, Claus Møller Jacobsen 1.

Website Security Test