Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Skanderborg – TMS Ringsted 29-29

Webredaktør, udgivet d. 27. december, 2012

Skanderborg Håndbold – TMS Ringsted 29-29 (13-15)

Liga (17)Scenen var sat mod TMS Ringsted, et hold, vi har haft et godt tag på de sidste par sæsoner. Skanderborg træner Jesper Holm har definitivt manet alt snak om slutspil til jorden, og fundet de gamle Skanderborg dyder frem igen. Et utal af skader har ødelagt slutningen af 2012, efter en ellers fin start på turneringen, der fik alle eksperter til at sende vores lille lortehold i slutspillet.

Derfor var devisen klar, TMS skulle fightes ud af Morten Børup Hallen, der i denne sæson kun har været skyggen af sig selv i forhold til tidligere tiders uindtagelige hjemmebane.

De første 20 minutter af kampen viste de unge grønne dog ikke meget vildskab. En rigtig dårlig start på kampen, hvor TMS med 3 mål i træk skabte luft fra 2-2 til 2-5. Efter 12 minutter blev det for meget for Skanderborg bænken, og der blev forlangt timeout bagud 5-9. Forsvarsspillet hang slet ikke sammen, og 2 overtals situationer var blevet formøblet, uden endog at kunne score et eneste mål. Skanderborg kom på 8-11 hvor udeholdet igen lavede 3 mål i træk, og bragte sig på 8-14. Frustrationen hos hjemmeholdet var tydelig, men bagud 10-15 fandt Skanderborg endeligt melodien og Rasmus Kaagaard med 1 og Andreas Væver med 2 mål, fik hentet ind på gæsterne til pausestillingen 13-15. At 3 overtalssituationer ikke blev udnyttet,  er ved at blive et gentagende problem for hjemmeholdet.

Skanderborg kom som skudt ud fra pausen. I løbet af 3 minutter var der udlignet, og det lignede et helt fortryllet hjemmehold i forhold til de første 30 minutter. Ved 16-16 lykkedes det igen at tabe en overtalsperiode og kampen var igen helt tæt. Efter 15 minutter kom den første Skanderborg føring siden 1-0, da Morten Kirk Olesen lavede sit første og eneste mål i kampen til 22-21. Herfra var vi ikke bagud resten af kampen. John Boye der havde erstattet en skadet Jonas Hansen i målet efter 25 minutter, stod nu fremragende, og begyndte at ligne en matchvinder for Skanderborg.

Foran 26-24 med 6 minutter igen, gik TMS frem og mandsopdækkede den storspillende Rasmus Kaagaard og straks forlangte Jesper Holm timeout. Vi kom på 27-25 inden TMS med 2 mål i træk udlignede til 27-27 med 3 minutter tilbage på haluret. Udeholdets Jesper Fredin fik her Ringsteds 5. udvisning, og så skete miraklet i Skanderborg. Overtallet blev vundet 2-0, de eneste 2 mål vi lavede i 12 overtals minutter, og med under 2 minutter tilbage havde vi bragt os i vinderposition foran 29-27. TMS debutanten Lasse Andersson reducerede til 29-28 og bolden var på Skanderborg hænder med 45 sekunder igen. Jesper Holm havde en timeout i baglommen, men den nåede han ikke at få lagt før Peter Balling brød igennem TMS forsvaret, og til alles forbløffelse fløjtede dommerparret angrebsfejl. DET bragte sindene og Morten Børup Hallen på kogepunktet, og da Lasse Andersson med 5 sekunder tilbage af kampen fik udlignet, var der ikke mange positive tilkendegivelser tilbage overfor de 2 herrer med fløjter. En klokkeklar fejl kostede desværre 1 point i dagens kamp, der bestemt så ud til at være vundet,  da der manglede 1 minut af kampen.

Vi må nøjes med det ene point, men alt taget i betragtning så er 1 point jo også bedre end intet, som det grangiveligt så ud til bagud 8-14 efter 23 minutter. Der var dog ikke nogen opblødning hos Jesper Holm, efter han havde gennemset video af den kontroversielle kendelse i sidste minut. Han lignede bestemt ikke en mand der får normal puls før om et par dage.

Nu venter en god lang VM pause, hvor vi forhåbentligt kan få de mange skadede spillere tilbage på holdet igen. Nogle af Skanderborgspillerne skal formentlig med U21 landsholdet til VM kvalifikation i Slovakiet i uge 1, men ellers kan resten af holdet få lidt pause, og begynde at forberede sig på forårets vigtige kampe.

Næste opgave bliver lørdag 2. februar, hvor vi skal møde lokalrivalerne fra Århus i Final4 i NRGI Arena i Århus. Det kan blive en helt andet Skanderborg hold, vi kan følge til den tid, hvis Thomas Padkær tryller igennem i fys. lokalet i katakomberne under Morten Børup Hallen.

Målscorere Skanderborg Håndbold:

Rasmus Kaagaard 7, Andreas Væver 6, Kasper Povlsgaard 6, Peter Balling 6, Lasse Justesen 2, Morten Kirk Olesen 1, Jakob Legind 1.

Målscorere TMS Ringsted:

Stig Bugge 9, Lasse Andersson 7, Rasmus Wegmann 3, Kim Johannesen 3, Jesper Fredin 3, Mikkel Sjøberg 2, Rune Poulsen 2, Henrik Overby 1.

Website Security Test