Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Nytårshilsen fra Skanderborg Håndbold

Webredaktør, udgivet d. 31. december, 2012

Godt nytår, Skanderborg Håndbold

2012 blev igen et godt år for Skanderborg Håndbold. Når plusser og minusser gøres op her på årets sidste dag, kan vi se tilbage på et fantastisk år for vores håndboldklub.

godt nytår 2Der var ikke mange der havde levnet vores nyoprykkede ligahold mange chancer for overlevelse, men vi klarede os flot og endte på en 11. plads og nedspillet blev ikke noget problem for vores unge hold. Endnu en sæson i herrenes bedste håndboldrække var sikret og målsætningen i den igangværende sæson er indtil videre også indenfor rækkevidde, da vi netop ligger på den 10. plads som klubbens mål er. Efter en flot start på sæsonen, blev vi ramt af uhørt mange skader på mange af de vigtigste spillere, og måtte virkeligt kæmpe for at holde skindet på næsen i de mange kampe i december måned. Mange havde allerede udråbt Skanderborg som slutspilshold efter den fine start, men tonen blev hurtigt skarp og ubarmhjertig da vi manglede et halvt hold fra vores normale start 7er, og ikke kunne matche de hold vi mødte. Sådan er sportens verden nok bare, realismen forsvinder hurtigt. Vi arbejder med ligaens næstmindste budget og har ligaens yngste hold. Så gør det naturligvis ondt når de 3 mest scorende højre håndede bagspillere ikke er til rådighed og modstanderne har 2 eller 5 gange så store spillerbudgetter at arbejde med. Det kunne naturligvis ses på banen men vi fik sluttet godt af i julekampene og hentede point i de sidste 2 kampe inden VM pausen.

Vi kvalificerede os for første gang til Final4, finalestævnet i pokalturneringen hvor de sidste 4 hold deltager. Final4 spilles i NRGI arena den 2 & 3 februar, hvor vi møder Århus i den første semifinale, mens Skjern og Aalborg mødes i den modsatte semifinale. Alle sejl er sat til for at vi kan få en historisk klubdag i Århus. Vi håber at rigtigt mange vil bruge weekenden på at få vist at Skanderborg Håndbolds grønne farver og gode humør i NRGI arena. En stor opfordring skal lyde til at melde jer til Tour De Grøn I Hjertet eller købe almindelige billetter i Skanderborg sektionen.

På damesiden blev året 2012 en ny start. Efter nedrykningen fra 1. division, stoppede samarbejdet med Stilling IF og vi stod igen på egne ben med vores bedste damehold. Stilling overlod 2. divisions licensen til Skanderborg Håndbold og et nyt dameudvalg har nu sat dagsordnen for en ny start på dame senior håndbolden i Skanderborg Håndbold. Der kommer i den kommende periode til at foregå nogle sonderinger med nogle af Østjyllands øvrige klubber omkring fremtiden, da økonomien for håndbold på øverste niveau for både damer og herre ikke er til stede i Skanderborg alene.

godt nytår 3Ungdommen blomstre fortsat i Skanderborg Håndbold. I april måned kunne vi igen sætte pokaler i den efterhånden imponerende pokalskab i klubben. Begge U16 hold hjemtog DM guldet i gudmehallerne og U18 drengene hentede DM sølv hjem. Det var 3. år i træk at U18 drenge nåede DM finalen, en ganske imponerende statistik for Danmarks 35. største by med Danmarks mindste hal. Ungdommen er også i fuld vigør på andre områder. Micro afdelingen bugner af børn, sågar med ventelister, så fremtiden ser ganske lys ud på ungdomssiden. Vi kan som den eneste klub i Danmark i 2013, præsentere ungdomsliga håndbold på hjemmebane på alle de 4 øverste årgange, det kan vi være meget stolte af.

2012 blev også året hvor den længe ventede opvisningshal i Skanderborg blev besluttet. Hallen kommer til at ligge på fælleden, og skal bygges sammen med nyt rådhus. Hvor stor hallen bliver og hvordan indretningen bliver, er nu under projektering. Skanderborg Håndbold er repræsenteret ved formand Jens Christensen, i et udvalg der skal være med til at rådgive om hvordan hele byggeriet skal ende med at se ud. Planen er at det skal være en dobbelt hal, med tribuner der kan rulles ud i forbindelse med store kampe. Dermed kan vi se frem til at der bliver hele 3 håndboldbaner i det nye kompleks, hvor træningshallen jo allerede findes. Om det er meningen at Skanderborg Håndbold får base i det nye idrætscenter, eller om vi fortsat skal træne rundt omkring i 6-7 haller som i dag, vides på stående fod ikke. Hallen skal efter planen stå færdig i løbet af 2016, så der er stadig meget lange udsigter til en hal med liga potentiale i Skanderborg.

I 2012 kom der også en ny hal ved Skanderborg Gymnasium, som er klar til åbning i næste uge. Det er en større hal med 2 baner på tværs, der dog kun er 20 x 29 meter. På langs af hallen er en fuld håndboldbane. Hallen er bygget helt uden tilskuerpladser, så den er ikke aktuel som kamparena. Det bliver desværre begrænset, hvad vi kan benytte denne hal til håndbold, da hovedparten af timerne i hallen, er blevet forhåndsreserveret til gymnastikken i Skanderborg, der har efterspurgt plads i hallerne i mange år. De har fået den ene bane på tværs af hallen 4 ud af 5 dage om ugen. Det kunne ellers have været en spændende mulighed, at prøve at træne på tværs af årgange og hold i en ”næsten” dobbelthal, men det bliver som sagt yderst begrænset hvad glæde vi kan få af den.

2012 var også året hvor vi satte tilskuere rekord i Skanderborg Håndbold. En rekord der nok kommer til at stå for evigt. 3700 tilskuere var på plads da vi i marts måned tog imod AG København i Forum Horsens. En oplevelse der var medvirkende til at vi i denne sæson har spillet 5 kampe i Forum Horsens, som hjemmebane til nogle af liga kampene. Vi har måttet sande at man ikke bare flytter sin hjemmebane 20 km sydpå uden videre. Efter 1300 tilskuere til den første kamp mod KIF Kolding København, gik det støt og roligt den forkerte vej i de øvrige kampe. Klimaks nåede vi i hjemmekampen mod Aalborg Håndbold, hvor under 300 tilskuere var mødt frem, mod et stjernespækket tophold fra Aalborg. En utroligt skuffende oplevelse, hvor den store og flotte hal i Horsens, virkede som en spøgelses hal. Det stiller naturligvis det spørgsmål, om vi fortsat skal spille nogle af vore kampe i Horsens. Skal vi give op efter denne sæson, og acceptere at vi ikke kan budgettere med entre indtægter i Skanderborg Håndbold, eller skal vi fortsætte og ikke give op efter nogle få forsøg. Økonomien er i spil under alle omstændigheder. Vi har naturligvis udgifter forbundet med at spille i Horsens contra i Morten Børup hallen, som gør det til en udgift for os at spille når der kun møder 300 tilskuere op. Vi havde budgetteret med indtægter fra de store kampe i Forum Horsens i denne sæson, nogle indtægter som vi nu skal have erstattet af nogle andre tiltag som vi er tvunget til at sætte i søen i det kommende halve år. Det er naturligvis skuffende at der ikke var opbakning bag vores hold og klub til en del af kampene i Horsens, og det er et spørgsmål som bestyrelsen bliver nød til at forholde sig til i det kommende halvår. Alle vil gerne have et attraktivt hold i Skanderborg Håndbold, men det kræver naturligvis opbakning fra området. Vi har stort set opfyldt vores sponsorbudget, men uden entreindtægter kan det blive svært at drive ligahåndbold i Skanderborg. Vi har fortsat 4 års udsigt til en håndbold hal i Skanderborg, et spørgsmål som vil komme til at fylde meget på bestyrelsesmøderne i den kommende tid.

Når plusser og minusser er gjort op, kan vi med stolthed se tilbage på året 2012. Talent arbejdet blomstre i fuldt flor, ungdomsarbejdet ligeså. Damerne i 2. division ligger nummer 1, herrerne ligger på en 10. plads i ligaen, i sikker afstand fra nedrykningsspøgelset. De mange frivillige i klubben arbejder stenhårdt, og gør det muligt for vores lille klub, at gøre alt det som de øvrige klubber skal have mange fuldtidsansatte til. Det kan vi også være stolte af i Skanderborg Håndbold.

Tak til de mange frivillige for jeres mange ulønnede timer igen i 2012. Tak til de mange ungdomstrænere, der arbejder mange timer hver eneste uge med at udvikle morgendagens stjerner. Tak til alle vore spillere og trænere for at repræsentere Skanderborg Håndbold flot, rundt om i hele Danmark. Tak til de tilskuere, der trods alt mødte frem, vi håber vi ses igen i 2013. Det er JER der er KLUBBEN.

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne ønske jer alle et GODT NYTÅR.

Torben Væver

godt nytår

 

Website Security Test