Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Sensation eller røvfuld ?

Webredaktør, udgivet d. 28. november, 2012

Lørdag kl. 16.00 står der så Skjern Håndbold på menuen i Forum Horsens.

Der venter en stor mundfuld når ligaens mest formstærke hold gæster Skanderborg Håndbold, og med den lidt kritiske skades situation in mente, også en kamp der kan blive meget vanskelig. Man kan vel nærmest tale om en knivsæg, på den ene side kan vi skabe sæsonens største overraskelse, til gengæld er risikoen for sæsonens første alvorlige øretæve også til stede. Vi hælder naturligvis til førstnævnte i Skanderborg.

Skjern har virkeligt hævet niveauet i forhold til sidste sæson, hvor holdet skuffede ved ikke at ramme semifinalerne. Skjern har såmænd ikke hentet frygteligt mange nye spillere, men tilsyneladende de rigtige. Specielt tilgangen af Henrik Møllgaard fra Aalborg Håndbold, har været en markant styrkelse. Den tidligere Skanderborg målmand Kristoffer Laursen har gjort at Skjern nok har ligaens bedste målmands duo og sidst men ikke mindst, har Skjern fået styr på bemandingen på trænerbænken. Ole Nørgaard er kommet til fra DHF´s talentsystem og det har indtil videre været en succes. Sidste sæson måtte Skjern ty til hele 2 trænerfyringer i løbet af sæsonen, og det var nok også en af forklaringerne på den ujævne sæson, Skjern havde sidste år.

På målmandspladsen finder vi landsholds aktuelle Tim Winkler, der virker til at være i sin livs form lige nu. Kristoffer Laursen er den anden Skjern spiller i lange bukser, og det er et meget skræmmende sæt keepere der bydes på.

På stregen husere veteranen Thomas Klitgard og fighteren Jacob Østergaard.

Højre fløj står raketten Rene Rasmussen og den unge Morten Vium.

Venstre fløj passes alene af Bjarke Christensen, da den tidligere landsholdsspiller Andreas Toudahl er langtidsskadet. Bjarke Christensen har i flere år dannet fløjduo på U18/U20 landsholdet med vores egen Andreas Væver, og har gjort det rigtigt fint efter han har fået chancen i Skjern i denne sæson.

Bagkæden ser ganske enkelt, rigtig fornuftig ud i Skjern. Man nævner i flæng: Henrik Møllgaard, Lasse Mikkelsen, Kasper Søndergaard, Claus Møller Jakobsen, Jesper Jensen og Kristian Gjessing. Yderligere kommentarer er vel ikke nødvendige.

Et rigtigt stærkt mandskab, dygtigt styret af den legendariske ostemand Carsten Thygesen,  vi står over for lørdag eftermiddag. Sjovt og spændende bliver det at se hvad træner-teamet hiver op af hatten på taktiktavlen. Vi skal nok ikke sætte næsen op efter 40 mål fra den skadesplagede Skanderborg bagkæde, så der skal givetvis tænkes i alternative baner hos Holm, Krickau og Nørgaard. Det er de heldigvis gode til, og måske Krickaus kampoplæg fredag løfter lidt af sløret, hvem ved.

Snapsen er lagt i fryseren, Ankerdal, Rimmer og Master Fatmann er brandvarme, så velkommen til liga tophåndbold med efterfølgende julefrokost i Forum Horsens på lørdag i Forum Horsens.

Website Security Test